Skip to main content

> Svar

♠ Overlæge Jakob Ulrichsen, Psykiatrisk Center Gentofte, Hellerup. E-mail: jaul@geh.regionh.dk, Overlæge Lone M. Poulsen, Reservelæge Lisbeth Lützen, Psykiatrisk Center Gentofte, Hellerup

3. sep. 2008
3 min.

Vi takker Ulrik Becher og Christian N. Meyer for deres interesse for vores artikel. Barbiturater må trods kliniske retningslinjer og udenlandske lærebøger forsat betragtes som den mest potente stofgruppe ved behandling af delirium tremens (DT) [1], formentlig fordi en væsentlig del af patienterne er refraktære over for standardbehandlingsregimener med benzodiazepiner (BZ) [2]. Imidlertid er der ved brug af sedativa risiko for respirationsdepression, og da der findes en BZ-antagonist, Flumazenil, må overvejelserne gå på, om fordelene ved phenobarbital (PB) kan opveje ulemperne ved en respirationsdepression. Vi vil fastholde, at når der i materialet kun er en patient, der ved to lejligheder får klinisk signifikant respirationsdepression, er dette fænomen sjældent forekommende, og det retfærdiggør ikke, at man i psykiatrien skal ændre behandlingsstrategi fra PB til BZ.

Erasmus Montanus kunne jo som bekendt argumentere for, at morlille var en sten, idet hun ligesom en sten ikke kunne flyve. Ulrik Becher antyder, at vores komplikationshyppighed var høj med henvisning til Mayo-Smiths metaanalyse [3], hvor der kun blev fundet tre komplikationer hos 503 patienter, men glemmer at oplyse læseren om, at der i dette materiale var ni dødsfald. Endvidere kan det anbefales at læse primærlitteraturen. Bl.a. viste [4], som indgik i metaanalysen, at der blandt 34 patienter, der havde DT og var randomiseret til DZP eller paraldehyd, var ti patienter med pneumoni - en hyppighed der er 2,5 gange så stor som i vores materiale.

Christian N. Meyer er bekymret for en mulig forsinket absorption af PB med reference til en udenlandsk lærebog. Teoretisk er problematikken interessant, men i praksis synes forsinket PB-absorption ikke at spille nogen rolle, når vi taler om aktivt drikkende alkoholikere. Vi har således i en igangværende prospektiv undersøgelse på Psykiatrisk Klinik, Gentofte Hospital, hvor alle patienter, der indlægges til abstinensbehandling, får målt serum-PB inden for det første døgn, kunnet konstatere en relativ beskeden variation i koncentration af PB for en given medicindosis, og der synes at være en lineær sammenhæng mellem dosis og koncentration (n = 400 patienter).

Trods uenighed om valg af primært præparat, er vi enige med Ulrik Becher og Christian N. Meyer i, at DT er en meget alvorlig tilstand, hvor der bør være stor fokus på patientens somatiske tilstand. At placere psykiatriske afdelinger væk fra primærhospitalet, er i den forbindelse uheldigt, da disse alvorligt psykotiske patienter, som ofte er til fare for sig selv eller andre (ca. 45% måtte i vores undersøgelse fikseres), har brug for et højt specialiseret integreret psykiatrisk og somatisk behandlingstilbud.


Referencer

  1. Kramp P, Rafaelsen OJ. Delirium tremens: a double-blind comparison of diazepam and barbital treatment. Acta Psychiatr Scand 1978;58:174-90.
  2. Gold JA, Rimal B, Nolan A et al. A strategy of escalating doses of bezodiazepines and phenobarbital administration reduces the need for mechanical ventilation in delirium tremens. Crit Care Med 2007;35:724-30.
  3. Mayo-Smith MF, Beecher LH, Fischer TL et al. Management of alcohol withdrawal delirium. Arch Inter Med 2004;164:1405-12.
  4. Thompson WL, Johnson AD, Maddrey WL. Diazepam and paraldehyde for treatment of severe delirium tremens. Ann Intern Med 1975;82:175-80.