Skip to main content

Svar:

Professor Leif Mosekilde, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling C, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital. E-mail: leif.mosekilde@as.aaa.dk

23. maj 2008
3 min.

Josée Linnemann rejser i sit debatindlæg to spørgsmål: 1) Om ikke patienterne misinformeres, når der på glassene med D-vitamin-tabletter står, at ti mikrogram svarer til 200% af anbefalet døgndosis? 2) Om ikke det er på høje tid, at Sundhedsstyrelsen ændrer på de fra 2005 gældende anbefalinger for D-vitamin-indtagelse?

I de gældende rekommandationer [1], der er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Nordisk Råd, anbefales det, at personer på 2-60 år skal indtage 7,5 mikrogram pr. dag, ældre over 60 år ti mikrogram pr. dag og ældre med særligt behov (nedsat soleksposition) 20 mikrogram pr. dag. I disse tre grupper svarer ti mikrogram således til henholdsvis 135%, 100% og 50% af den nuværende anbefalede døgndosis. Mærkningen på D-vitamin-glassene er således forkert, idet ti mikrogram ikke svarer til 200% af anbefalet døgndosis for nogle af grupperne. Denne mærkning må de enkelte producenter kunne ændre, således at den er mere detaljeret og i overensstemmelse med rekommandationerne.

Anbefalingerne blev sidst øget i 2004. De er nu i overensstemmelse med de fleste andre internationale rekommandationer. Ud fra kontrollerede kliniske undersøgelser ved vi imidlertid i dag, at et tilskud på 20 mikrogram pr. dag (sammen med calcium) ud over det daglige indtag på 3-4 mikrogram pr. dag forebygger frakturer hos 50+-årige [2] og fald hos ældre (specielt plejehjemsbeboere) [3]. Et tilskud på 27,5 mikrogram pr. dag forebygger desuden kræftsygdom hos postmenopausale kvinder. Det er muligt, at højere doser har en bedre effekt, men det er kun undersøgt for frakturer i en metaanalyse [4] og i associationsstudier. Det tilstræbes i dag i USA, at plasma-25-hydroxyvitamin D skal være > 80 nmol/l. For at opnå dette hos hovedparten af den voksne befolkning kræves et tilskud på 25-50 mikrogram pr. dag afhængig af udgangsværdien [5]. Doser på 100-250 mikrogram pr. dag af almindelig D2 eller D3 synes at være uden toksiske bivirk-ninger hos raske personer.

På denne baggrund kan jeg kun anbefale, at rekommandationerne vedrørende indtag af D-vitamin justeres opad. Dette understreges af, at den alternative kilde til D-vitamin - soleksposition - søges begrænset af hensyn til risikoen for hudkræft.


Referencer

  1. Nordic Nutrition Recommendations 2004, 4th ed. København: Nordisk Ministerråd, 2004.
  2. Tang BMP, Eslick GD, Nowson C et al. Use of calcium or calcium in combination with vitamin D supplementation to prevent fractures and bone loss in people aged 50 years and older: a metaanalysis. Lancet 2007;370:657-66.
  3. Broe KE, Chen TC, Weinberg J et al. A higher dose of vitamin reduces the risk of falls in nursing home residents: a randomized, multiple dose study. J Am Geriatr Soc 2007;55:234-9.
  4. Lappe JM, Travers-Gustavson D, Davies KM et al. Vitamin D and calcium supplementation reduces cancer risk: results of a randomized controlled trial. Am J Clin Nutr 2007;85:1586-91.
  5. Heaney RP, Davies KM, Chen TC et al. Human serum 25-hydroxycholecalciferol response to extended oral dosing with cholecalciferol. Amer J Clin Nutr 2005;135:310-6.