Skip to main content

I dit indlæg, Jens V. Bruun, kommer du ind på flere aspekter i forbindelse med at drive speciallægepraksis.

Du ønsker dig primært et helt nyt aftalesystem.

FAPS' bestyrelse har i forbindelse med forberedelserne af de seneste overenskomstforhandlinger vendt denne problematik. Vil et DRG-baseret system være bedre end det aftalte honorarsystem?

Bestyrelsens konklusion efter en grundig drøftelse var - og er stadig - at intet kan måle sig med et godt aftalesystem. Et DRG-baseret system vil næppe betyde, at vi får samme takst som på sygehusene, da ikke alle specialer/speciallæger deltager i uddannelsen af den kommende generation af speciallæger og heller ikke alle deltager i forskning. Et DRG baseret system vil give mulighed for, at Danske Regioner ensidigt kan justere honorarerne. Det kunne tage en uheldig drejning i det tilfælde, at der om nogle år skulle være flere speciallæger, end der er brug for.

Derfor er aftalesystemet en fin løsning for Danske Regioner, der får ydelserne til den lavest mulige pris, og for speciallægerne, der får de størst mulige honorarer.

Du nævner, at der er specifikke ydelser, som ikke kan bære investering i nyt apparatur (f.eks. shaver). Det kan der tages højde for ved kommende moderniseringer, og man kunne i den forbindelse ændre honoraret, så det dækker udgifterne, eller foreslå shaverblade omfattet af rekvisitionsordningen.

I den nye OK 08 er begge muligheder fuldt ud til stede, og oven i købet har vi aftalt rammerne for en »lynmodernisering« af områder, der trænger sig på, så speciallægepraksis ikke sakker bagud i en moderne patientbehandling. Så aftalesystemet lever fuldt op til dine ønsker.

Investeringer i nyt apparatur behøver ikke altid at skulle ses i forhold til en enkelt ydelse. Man kan også se det i forhold til årsomsætningen i speciallægepraksis. Og det burde kunne give plads til nogle nye investeringer hvert år. Der er også en forventning fra overenskomstens parter om, at man i speciallægepraksis følger med i udviklingen både uddannelsesmæssigt og apparaturmæssigt inden for specialet, så patienterne får en tidssvarende og god behandling.

Så længe vi kan lave aftaler med et indhold som OK 08, er der ikke noget, der kan erstatte dette på rimelig vis for speciallægepraksis.