Skip to main content

Tak til Per Laage Kragh for indlægget, og tak for redegørelsen for dramaet i Klaksvig. I arbejdet med bogen var Kurt Jacobsen og jeg opmærksomme på affæren, der udviklede sig til en alvorlig krise mellem Danmark og Færøerne, takket være en god portion stivnakkethed på begge sider. Vi overvejede naturligvis, om den skulle medtages.

Der er, som du selv bemærker, tale om et temmelig omfangsrigt værk, der efterhånden som arbejdet skred frem voksede mere og mere mellem hænderne på forfatterne. Vi måtte nødvendigvis foretage en del til- og fravalg, og sagen fra Klaksvig blev et af disse fravalg, selv om der unægtelig var tale om en markant begivenhed. Jeg kan kun være enig med dig i, at Klaksvig-affæren er noget af det, man kan savne, og havde vi haft mere plads, var den helt sikkert kommet med.

Affæren er i øvrigt udførligt omtalt i Paul Hammerichs Danmarkskrønike bind 3 (Opbrud i Nord 1953-57).