Skip to main content

> Svar:

♠ Seniorforsker Lars Bjerrum, Forskningsenhed for Almen Praksis, Syddansk Universitet. E-mail: lbjerrrum@health.sdu.dk

9. jan. 2009
2 min.

Jeg er enig med Rolf Waagepetersen i, at der er store fordele ved at anvende Strep A i almen praksis. Testen har uden tvivl været medvirkende til det unikt lave antibiotikaforbrug, vi har i Danmark. Vi skal fortsat anvende Strep A, når der er mistanke om en bakteriel halsinfektion, men testen bør ikke anvendes ukritisk hos alle patienter med ondt i halsen. Hvis synkesmerterne er ledsaget af hoste og snot, er der næppe grund til at foretage Strep A.

Patienter med synkesmerter, som højst opfylder et af fire Centor-kriterier (temperatur >38,5ºC, hævede ømme halsglandler, tonsilbelægninger, fravær af hoste), har ingen gavn af antibiotika uanset udfaldet af Strep A, og de bør derfor ikke testes. Forekomsten af hæmolytiske streptokokker hos disse patienter er lav, og et positivt resultat skyldes typisk saprofytært forekommende streptokokker.

Hos patienter med to eller flere Centor-kriterier er det relevant at foretage Strep A, idet penicillinbehandling kan afkorte symptomvarigheden, hvis Strep A er positiv. Jo flere Centor-kriterier, der er opfyldt, desto større effekt af antibiotika. Hos patienter med fire Centor-kriterier og en positiv Strep A kan penicillinbehandling afkorte sygdomsvarigheden med op til 2 døgn [1, 2]. I de nordiske guidelines om luftvejsinfektioner er man enige om, at det er relevant at udføre Strep A hos patienter med to eller flere Centor-kriterier. Herved kan man identificere den tredjedel, som vil profitere af behandling, og man undgår at behandle de to tredjedele, som ikke har gavn af behandling.

Og til sidst lidt om øreskylning og honorarer. Det er velkendt, at ændringer i ydelseshonorarerne har en dybtgående indflydelse på aktivitetsmønstret i praksis, men vi ved intet om, hvad der skete med ydelsesprofilen, da man fjernede honoraret fra hyppigt anvendte ydelser som f.eks. øreskylning og vortefrysning. Nogle læger fortsatte formentlig med samme ydelsesprofil, mens andre måske forsøgte at justere ydelseprofilen i takt med det ændrede honorar. Jeg er helt enig med Rolf Waagepetersen i, at patienter med prop i ørerne bør tilbydes at få skyllet ører, og jeg beklager udtalelsen i interviewet, der blev refereret i Ugeskriftet. Vi skyller fortsat ører i praksis, uanset at honoraret er faldet bort. Derimod fryser vi måske færre vorter end dengang, man fik honorar for det ...


Referencer

  1. Zwart S, Sachs AP, Rilijs GJ et al. Penicillin for acute sore throat: randomized double blind trial of seven days versus three days treatment or placebo in adults. BMJ 2000;320:150-4.
  2. Dagnelie CF, van der Graaf Y, De Melker RA. Do patients with sore throat benefit from penicillin? A randomized double-blind placebo-controlled clinical trial with penicillin V in general practice. Br J Gen Pract 1996;46:589-93.