Skip to main content

> Svar:

Pens. alment praktiserende læge Anette Schmidt, Nykøbing F, E-mail: anette-schmidt@privat.dk

30. maj 2008
2 min.

Først: Har I læst bogen?

Jeg er ikke medlem af Dansk Folkeparti, står langt fra partiet i dets mening om indvandrere. Ville pga. indvandrerpolitikken aldrig melde mig ind.

Jeg får stadig, syv år efter at jeg afhændede min praksis, store knus fra mine kvindelige, muslimske indvandrerpatienter og smil og vink fra deres mænd, når jeg møder dem på gaden. Jeg udtaler over for min omgangskreds min beundring for dem, der vil og kan integrere sig i samfundet. Har anset det for at være et gode for vor kultur at indlemme andre kulturer. Jeg forarges over brugen af ordet »perker«.

Jeg er meget ærgerlig over, at tv og andre medier altid trækker dårlige eksempler om muslimske unge frem.

Jeg har håbet og troet på en god integration i fremtiden.

Og så læser jeg Ayaans bog. Den er dygtigt skrevet og frem for alt troværdig. Og jeg rystes over, med hvor dyb en indflydelse Koranen, og måske især nogle magthaveres udlægning af den, nedgør den ene halvdel af befolkningen, nemlig kvinderne. At mange mænd ønsker, at denne holdning videreføres og indføres i andre lande. Jeg bliver foruroliget , når hun påpeger, at det stigende antal private muslimske skoler bestemt ikke fremmer integration. At de æresdrab, vi oplever her i landet, ikke er enestående. At hævngerrige muslimer slår Theo ihjel. At man med henvisning til Koranen må slå mennesker ihjel med selvmordsbomber. At der udstedes fatwa mod forfattere, dvs. at ytringsfriheden knækkes. At en overløber i tv for nylig advarer mod ekstreme muslimer, der pga. den dårlige integration får lettere ved at hverve unge for deres sag.

Jeg har bekymret mig over, at en kvindelig muslimsk politiker i det danske Folketing frejdigt erklærer, at hun går ind for sharia-loven og dens uhyrligheder.

Vi har religionsfrihed. Men vores opfattelse af demokrati tillader ikke, at det er en på mange måder ekstrem religion, der bestemmer landets politik.

Min anmeldelse af bogen var ikke ment som et angreb men nok et udtryk for, at der er en del ting, vi skal overveje.

Måske skulle bogen ikke have været anmeldt i Ugeskriftet, men der har dog også der været ført mange »tørklædedebatter«.

Fra min side slutter debatten her.