>Svar fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn:

Søren Torp-Pedersen har bedt om en orientering om behandlingen af klagesager i Patientklagenævnet.

Nævnet kan i den anledning oplyse, at Patientklagenæv-nets virksomhed er detaljeret reguleret ved bekendtgørelse nr. 885 af 4. november 2003 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Forretningsordenen kan læses på nævnets hjemmeside [1].

Patientklagenævnets kompetence er at tage stilling til, om den indklagede sundhedsperson, f.eks. en læge, har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, således som det er fastlagt i autorisationslovens § 17 (tidligere lægelovens § 6). Lovens krav er, at man som eksempelvis læge skal udøve sin faglige virksomhed med omhu og samvittighedsfuldhed, og det betyder, at man skal udføre sit arbejde, dvs. optage anamnese, udføre sin kliniske undersøgelse, ordinere laboratorieprøve osv. i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Patientklagenævnet tager således ikke stilling til, om patienten har fået en optimal behandling.

I nogle sager finder nævnet det relevant at indhente en eventuel afdelingsinstruks, som kan indgå i vurderingen af sagen. Der kan også være tale om, at nævnet beder afdelingens ledende overlæge om at redegøre for de retningslinjer for en given behandling eller undersøgelse, som var gældende på behandlingstidspunktet. Hvis der ikke findes en instruks eller ikke er fastsat retningslinjer for en undersøgelse, tager nævnet stilling til, om lægen behandlede patienten i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Ved denne vurdering tager nævnet i betragtning, om der var tale om en læge med lang erfaring.

I den konkrete sag fandt nævnet, at lægen burde have handlet anderledes, uanset at der i den skriftlige instruks, der fandtes på behandlingstidspunktet, ikke var fuldstændig detaljerede retningslinjer for biopsitagningen. Nævnet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at afdelingens ledende overlæge havde anført, at de retningslinjer, der senere blev nedskrevet i en ny instruks, var gældende allerede på det tidspunkt, hvor behandlingen fandt sted.

Patientklagenævnet har således ikke i den konkrete sag kritiseret en læge under henvisning til en senere skærpet instruks. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, hvad lægen med sit erfaringsgrundlag burde have været vidende om.