Skip to main content

Svar på artikel i Ugeskrift for Læger den 30. januar 2006 om tvungen opfølgning

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

13. feb. 2006
6 min.

I en artikel med overskriften »Udskrevet til tvang« (Ugeskr Læger 2006;168:450-3) og med anvendelse af gloser som »politipsykiatri« forsøger Ugeskriftet at gøre sit til, at det ikke skal lykkes at skabe mulighed for at fastholde en lille gruppe svært syge psykiatriske patienter i en nødvendig behandling efter udskrivning. Og formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) stiller sig til rådighed med udtalelser, som vidner om manglende forståelse for problemet og for det forslag, regeringen netop har fremsat.

Artiklen og udtalelserne taler egentlig for sig selv. Men da vi står med et alvorligt problem for nogle få meget svage patienter, er sagen efter min opfattelse for vigtig til lade det være ved det.

Det ligger fast, at alt for mange patienter gang på gang bliver så syge, at de bliver tvangsindlagt med politiets hjælp. En meget belastende situation for både patienter og pårørende. I alt 249 patienter blev i 2004 indlagt med tvang for 3. gang eller mere inden for en treårs periode. Seks af disse patienter blev indlagt med tvang for 10. gang eller mere i en treårs periode. Det er simpelthen ikke godt nok.

Der er efter min opfattelse tale om omsorgssvigt, når samfundet ikke formår at tage sig af de patienter, som måske uden sygdomserkendelse eller sygdomsindsigt overlades til sig selv og får lov at synke dybere og dybere ind i deres sygdom, indtil psykiatrilovens kriterier for tvangsindlæggelse er opfyldt, og politiet atter efter lægens ordination kan hente patienten med tvang.

Jeg synes, det kunne have været spændende at høre, hvad Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse mener, man kan gøre for denne lille gruppe. I stedet bliver vi præsenteret for en række velkendte anbefalinger til en udmærket indsats for den helt overvejende del af de psykiatriske patienter: udgående team, samarbejde med primærsektoren, undgåelse af for tidlige udskrivninger osv.

Problemet er bare, at på trods af alle disse velkendte anbefalinger, som der jo ikke er nogen, som har hindret psykiaterne i at benytte sig af, tværtimod, bliver de svageste patienter stadig overladt til at gå i hundene, når de dropper deres medicin efter udskrivningen.

For som Dansk Selskab for Distriktspsykiatri skriver i sit høringssvar, finder en del af selskabets medlemmer, at selv om den eksisterende lov udnyttes optimalt, og selv om alle kunne nås af opsøgende psykoseteam, findes der en lille restgruppe, således som det er beskrevet i lovforslaget, for hvem den tvungne opfølgning vil være et hensigtsmæssigt alternativ.

Det er lige netop det, sagen drejer sig om: Der skal være et alternativ for de patienter, som ikke kan nås med de nuværende muligheder.

Jeg synes det er en skam, at Ugeskriftet ikke var faldet over denne tilkendegivelse fra fagligt hold i sin søgen efter synspunkter i høringssvarene. Ligesom jeg også synes, at det havde givet et mere dækkende billede, hvis Ugeskriftet havde bemærket, at DPS i sit høringssvar oplyser, at der blandt selskabets medlemmer er forskellige holdninger til forslaget om tvungen opfølgning. Eller hvis Ugeskriftet have lagt mærke til, at Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i sit høringssvar støtter forslaget. Eller hvis Ugeskriftet havde observeret, at Psykiatrifonden i sit høringssvar også påpeger, at der vil være en lille restgruppe af svært syge patienter, der ikke nås af nok så dygtige psykoseteam, og at lovforslaget vil være en hjælp for disse patienter.

Jeg kan hertil lægge de mange henvendelser, jeg har fået fra pårørende, som magtesløse har set et familiemedlem gå i hundene netop på grund af manglende mulighed for at fastholde en svag patient i medicinsk behandling.

Og lad mig slå fast, for det er tilsyneladende ikke skrevet tydeligt nok for Ugeskriftet og Dansk Psykiatrisk Selskab, at tvungen opfølgning ikke kan benyttes, hvis mindre indgribende midler er tilstrækkelige. Det er det såkaldt mindste middels princip, som er fastsat i psykiatrilovens § 4, stk. 2 og som jeg foreslår, at DPS' formand repeterer for sig selv og for dem af hendes medlemmer, som forestiller sig, at tvungen opfølgning vil blive anvendt som erstatning for f.eks. et samarbejde med primærsektoren, eller som alternativ til en opsøgende indsats eller som påskud til en for tidlig udskrivning.

Jeg har, måske i modsætning til psykiaternes formand, tillid til, at landets psykiatriske overlæger er i stand til ud fra deres kendskab til den enkelte patient at foretage en lægefaglig vurdering af, om tvungen opfølgning er den rette behandling for en patient, eller om et mindre indgribende tilbud bør benyttes. For det er jo med forslaget overladt til overlægen at afgøre, om tvungen opfølgning er den rette behandling. I tilknytning hertil er der i lovforslaget knyttet strenge kriterier til en nøje afgrænsning af personkredsen, så det sikres, at kun patienter, som ikke har kunnet nås med andre tilbud, vil kunne omfattes. Det er i øvrigt også fastslået, at tvungen opfølgning kun kan iværksættes, hvis den konkrete behandling med antipsykotisk medicin har haft en dokumenteret god effekt.

Jeg har i øvrigt hæftet mig ved, at DPS' formand blandt sine begrundelser for at modsætte sig forslaget anfører, at »man vil lave en særlov for nogle mennesker, som ikke har været kriminelle. Man gør det selvfølgelig for at hjælpe. Men de patienter er netop ikke psykotiske, medicinen virker faktisk.« Ja, netop. Den virker. Det er derfor vi har brug for at kunne fastholde patienterne i behandlingen. Så vi undgår, at de bliver psykotiske eller måske kriminelle.

I artiklen gengives DPS' synspunkt om, at problemet bunder i for få sengepladser, og at der er risiko for, at forslaget vil føre til endnu flere sengenedlæggelser. Jeg skal ikke begive mig ud i en vurdering af, hvad det rigtige antal sengepladser er, men blot konstatere, at belægningsprocenten er faldende og har været det i en årrække. En faldende belægningsprocent kommer altså ikke af nedlagte sengepladser, men er vel tættere forbundet til lægernes beslutning om at udskrive patienter.

Endnu en gang fremhæves, at der ikke er evidens for, at tvungen opfølgning virker. Men sådan er det nu engang med behandlingsmetoder, som ikke har været afprøvet før. Og den Cochrane-undersøgelse, som gang på gang hives frem i debatten, får også en tur til i Ugeskriftet, som åbenbart stadig ikke har opdaget, at Cochrane-undersøgelsen netop ikke omfattede muligheden for at fastholde patienter i medicinsk behandling. Undersøgelsen afdækkede, at ambulant tvang, som ikke omfatter mulig-heden for at fastholde patienter i medicinsk behandling, ikke har nogen påviselig virkning. Så er det også sagt i Ugeskriftet.

I artiklen begrundes modstanden mod tvungen opfølgning også med, at det vil bidrage til yderligere stigmatisering af psykiatriske patienter. Det er jeg helt uenig i. Det er der-imod stærkt stigmatiserende for en svag patient gang på gang at blive tvangsindlagt med politiets hjælp, som det sker i dag. Med forslaget får vi tværtimod banet vejen til et værdigt liv for de patienter, som vi indtil nu ikke har kunnet hjælpe, og som reelt det meste af deres liv risikerer at leve ubehandlet i en psykotisk verden. Den vej er ikke stigmatiserende - tværtimod.