Sygeplejersker ved telefonen i lægevagten

Den primære sundhedssektor i Sverige er anderledes sammensat end den danske. I Sverige er det svært at opnå direkte kontakt med egen læge, og det er kun få læger, der selv sidder ved telefonen og tager akutsamtaler om morgenen, som vi gør i Danmark. For at afhjælpe behovet for at få direkte lægelig rådgivning, er Sjukvårdsoplysningen oprettet. Det er en telefonbaseret rådgivning, hvor en sygeplejerske giver råd om sygdomme og deres behandling.

På mine arbejdsdage som praktiserende læge i Sverige har jeg ofte efter en weekend haft flere konsultationer med patienter, der havde presset sig ind på dagens få akutte tider. Der var tale om patienter, der efter kontakt med Sjukvårdsoplysningen var angste for at have cancer eller anden alvorlig sygdom. Disse patienter mødte hos mig med en forventning om at blive undersøgt for en bestemt sygdom. De kunne møde op med ønske om skanning med computertomografi, magnetisk resonans-skanning, komplicerede undersøgelsesprogrammer, specielle blodprøver m.v. Disse patienter var alle kommet i en krisetilstand som følge af kontakten med Sjukvårdsoplysningen. Sådanne patienter er meget svære at overbevise om, at de ikke er syge og derfor ikke behøver at blive undersøgt med dyre skanninger, blodprøver etc. Det er tidskrævende at få en sådan patient beroliget. Af og til lykkes det heller ikke, og patienten vil enten klage eller gå til en anden læge for at få de »nødvendige« undersøgelser.

Mange af min kollegaer havde lignende oplevelser og i min uddannelsesgruppe på 25 læger diskuterede vi, hvem vi kunne henvende os til for at gøre opmærksom på dette alvorlige problem.

Sygeplejersken formulerer sig meget tydeligt og præcist om den tilstand, sygeplejersken »tror« vedkommende patient har. Telefonrådgiveren sikre sig, at patienten forstår, at det kan være alvorligt. Fremgangsmåden sikrer Sjukvårdsoplysningen mod eventuelle klager, men omvendt påtvinger den patienten en ny diagnose på en ikkeeksisterende sygdom. Sjukvårdsoplysningen overskrider derved patientens grænser groft, idet man i en proces af få minutters varighed af en anonym sygeplejerske får en ny diagnose stukket ud uden at være fysisk undersøgt.

Argumentet om, at sygeplejersker visiterer lige så godt som læger, har jeg svært ved at forstå, alene ud fra det faktum, at det som minimum kræver 12 års formaliseret universitetsuddannelse at blive speciallæge i almen medicin mod fire år at blive sygeplejerske.

Det er langt mere hensigtsmæssigt for den bekymrede patient eller de bekymrede forældre, at der som i det danske system er en forpligtende kontakt parterne imellem. Lægen, der sidder ved telefonen, har behandlerkompetence og kan indkalde patienten omgående til yderligere undersøgelse, hvis der er behov for det. Patientens problem løses straks eller i løbet af nogle timer, og skriftlig information om de gennemførte behandlinger tilgår egen læge straks med elektronisk post.

Min opfattelse er, at der er en stor styrke i vort lægevagtssystem, og at vi danskere ikke har brug for en sjukvårdsrådgivning. Det vil ganske enkelt være spild af penge. Alene det faktum, at der kun klages over en ud af 15.000 kontakter med lægevagten, og at der kun gives medhold i hver tredje klage, taler sit tydelige sprog. At ventetiden ved telefonen i visse tilfælde kunne ønskes kortere, er jeg enig i, men sammenlignet med borgere i Norge og Sverige er danske borgere langt bedre stillet, fordi man allerede i telefonen kommer i kontakt med en behandlingskompetent læge.

Min baggrund er min uddannelse som specialist i almenmedicin, som jeg gennemførte fra 2005 til januar 2008 i Sverige. Derudover har jeg gennem ti år arbejdet som vagtlæge i Vestsjælland og haft vikariater i Nordnorge. Jeg er speciallæge i almenmedicin og klinisk farmakologi, ph.d. og har haft klinik i Vanløse siden januar 2008.