»Ta det lugnt! Tag det med ro!«, siger jeg til mine svenske patienter. Og nu vil jeg sige det til mig selv og begynde at leve efter det.
Om Asklepios og andre lægeguder rundt om i verden vil det, så får jeg nok en hoveduddannelse en dag, og der vil jeg arbejde aktivt for at kunne få deltid, 30 eller 32 timer, i længere eller kortere perioder. Jeg tager det, jeg kan få. For mine børns skyld, for min egen skyld og for de mennesker, jeg har med at gøre i mit daglige arbejdes skyld.
Det er egentligt hele min indstilling, som skal ændres. Jeg vil arbejde langsomt. Roligt og fokuseret. Jeg har forsøgt at ændre min indstilling. Jeg forsøger at færdiggøre det, jeg er i gang med, inden jeg går videre til næste opgave. Det virker, og det bedste er, at jeg faktisk er mere effektiv, og jeg har det bedre. Er det svært? Bliver jeg konstant afbrudt?
Ja. Men ikke desto mindre er det et ideal, jeg prøver at leve efter.
Jeg er også i gang med at ændre min indre opfattelse af, at jeg er doven og uprofessionel, når jeg ønsker deltid og tid til mit arbejde. Min indre opfattelse er, at jeg er en sej, dygtig og god læge, når jeg kan gøre mange ting på en gang, hurtigt og effektivt. Men faktum er, at når jeg forsøger at klemme balderne sammen og være effektiv og hurtig, bliver jeg langsommere, forvirret og får utilfredse patientforløb. Når jeg kommer hjem efter sådan en arbejdsdag, er jeg utilfreds og føler mig utilstrækkelig!