Skip to main content

Tak til alle dem, der sagde nej

Dansk forskning er kedelig IKEA-forskning. Forskningsfonde og forskere burde lære at stille de irriterende spørgsmål, som vi (næsten) ikke tør få svaret på – de spørgsmål, som i virkeligheden er forskningens DNA.

Morten Sodemann, professor i Global Sundhed og Indvandrermedicin på Syddansk Universitet.
Morten Sodemann, professor i Global Sundhed og Indvandrermedicin på Syddansk Universitet.

Morten Sodemann

19. mar. 2018
8 min.

Einstein havde det ikke let. Der gik rigtig mange nejer på et enkelt lille ja i starten af hans karriere. Men i bakspejlet indså han, at afvisningerne var dem, der netop tvang ham til at tænke ud af boksen og fastholde sine idéer. Einstein havde svært ved at få faglig opbakning til sine idéer. Manglen på forståelse blandt videnskabelige kolleger styrkede ham i, at han havde fat i noget, der gjorde ondt i de videnskabelige paradigmer – han udfordrede det, man kunne fristes til at kalde videnskabeligt folkevid. Da Einstein indsendte en af sine første manus til et videnskabeligt tidsskrift, fik han besked fra redaktøren om, at vedkommende ikke troede på Einsteins teori, og for at bekræfte det, havde han for en sikkerheds skyld sendt den til vurdering hos en anden videnskabsmand. Det gjorde Einstein så vred, at han skældte redaktøren huden fuld: En ting var, at redaktøren var uvidende og usaglig, men at han ovenikøbet havde sendt manus til en anden endnu mere uvidende videnskabsmand var for meget for Einstein, der trak sit manus tilbage og senere fik artiklen publiceret i et andet konkurrerende tidsskrift. Som Jesper Hoffmeyer siger: Forskere skal i virkeligheden på forhånd tro på noget, før de kan se noget.

Få ændringer siden Einsteins tid

Og der er ikke meget, der er ændret siden Einsteins tid: Redaktørerne skal stadig tro på et manus' fund, før det bliver sendt til review. På samme måde skal revieweren tro på resultatet, før han/hun vil anerkende resultatet. Samme gælder forskningsfonde. Vi skal tænke og reflektere på en betryggende måde, der læner sig op ad det gældende mindset. F.eks. tror mænd mere på mandlige forskeres resultater – hvis man skal dømme på kønsforskelle i citeringer – mens de mest prestigefyldte tidsskrifter i en ny analyse dumper på de fleste kvalitetsparametre ift. andre tidsskrifter. Så hvorfor er det stadig et krav fra forskningsfonde og universiteter, at det er de tidsskrifter, der tæller? Fordi det plejer de. Der er forskningsspørgsmål, ingen vil finansiere – endsige have svaret på: Hvorfor fastholder man vintertid/sommertid, når evidensen viser, at der ikke spares energi, og at der er en øget dødelighed i ugerne efter omstillingen begge veje. Der er heller ingen, der vil finansiere et projekt, der undersøger, hvor mange patienter, der omkommer direkte pga. bevidstløse krav om at overholde kliniske retningslinjer uden tilpasning til den enkelte patient [1]. Og der er ingen, der vil se på, hvorfor nogle vacciner virker bedre, end de burde – andre mindre end de burde. Der er heller ingen, der tør ansøge, om et projekt, der undersøger, om de 55 mia. kr., som ulighed i sundhed koster, var bedre brugt til sociale forbedringer, eller om supersygehuse var unødvendige, hvis vi reducerede ulighed i sundhed. Fælles for studier, som ingen vil finansiere er, at de udfordrer idéer, som opfattes som alt for grundlæggende – og at det er for følelsesladet og angstprovokerende at udfordre dem.

Hvorfor nej?

Forskningsfonde er generelt meget tilbageholdende med at give detaljeret feedback om vurderinger af ansøgninger – som et erfarent medlem af forskningsfondsbestyrelser sagde: Hvis vi giver for detaljeret feedback, så bliver forskerne sure og klager. Desuden er det meget få fonde, der har åbne review, så man kan bedømme reviewerens baggrund og præmisser. Et miljø, der bryster sig af at bygge på objektivitet, transparens og kildekritik, er altså meget tilbageholdende med at lære af sig selv. Forskerne overlades til deres egen fantasi og gætterier om årsagerne til et afslag. Forskeren vil sikkert næste gang overveje at vælge en problemstilling og nogle metoder, der er mere ”accepterede” eller “oppe i tiden”. Men vi ved godt, at antallet af nobelprismodtagere i et land korrelerer lineært med antallet af IKEA-butikker i samme land – der er ingen logisk grund til at gentage fundet, men det er præcis det, vi gør, bl.a. ved at se på, om størrelsen på IKEA-butikkerne, antallet af møbler på lager eller priserne på kötbullar spiller en rolle for sammenhængen, eller om antallet af IKEA-butikker er mere forbundet med Nobelpriser i litteratur end i fysik. Forskningen lukker sig om sig selv, for ingen tør spørge om den overordnede strategi eller mål med at sønderforske den ligegyldige association.

Regression mod middelmådigheden

I gamle dage kaldte vi, med en overskuelig dybde, den tankegang for p…-system-bevarende; i dag ville man måske snarere kalde det regression mod middelmådigheden. Selvfølgelig skal fondene bevare det eksisterende system, men de er nødt til at supplere med risikovillige forskningsmidler til sorte pletter i forskningen, og hvor der ikke er forsket nok til, at man kan læne sig op ad solid evidens. Gode idéer er ofte lucky accidents, men skal alligevel have en chance, og det kræver, at man kan gå direkte til at få prøvet sin vilde idé igennem et parallelt system med andre innovative kriterier til at legitimere idéen.

Og nogle gange finder man ingen sammenhæng mellem IKEA-butikker og Nobelpriser, selvom det intuitivt burde være sådan. Men det må ikke få dig til bevidstløst at foreslå, at forsøget må gentages, fordi der nok var en fejl. Ser man på tallene, er der lande, hvor sammenhænge ikke passer (f.eks. Israel og Ungarn), så spørgsmålet er, hvorfor virker min model ikke i de lande? Det bør være forbudt at lade konklusionen på et uventet fund være: "more studies needed". Det interessante spørgsmål, man må stille sig, er: Hvorfor fandt jeg ikke det, som alle troede, jeg ville finde? En fiasko er kun en dårlig fortælling, hvis man ikke forstår dens præmisser. Hvis du beder om mere af det samme, er det fordi, du ikke udfordrer dine egne præmisser.

Midlertidigt ansatte

Universiteterne er blevet som et Magasin-varehus, hvor mærkevarer køber sig adgang til den fælles rulletrappe, fjernvarmen og juleudstillingen. Der er ingen loyalitet over for rulletrappens administrator, for alle ens penge kommer fra en ekstern fond, der har en treårig horisont, og universitetet har ingen interesse i dig, hvis du ikke selv skaffer til huslejen. Måske er det tiden, hvor regionerne udfordrer universiteterne med en konstruktion som kommunernes og statens forskningscenter VIVE med fastansatte forskere, der har fokus på det, som sundhedsvæsenet har brug for? Yngre forskere ses på universitetet som en risiko og i mindre grad en mulighed – det er måske derfor, at kun 50% af yngre forskere vil anbefale en forskerkarriere til deres jævnaldrende kolleger. Yngre forskere lever i en permanent midlertidighed, og det er et permanent problem. På Det Medicinske Fakultet på Bergen Universitet er 46% af de ansatte midlertidigt ansatte – det samme er formentlig tilfældet på danske universiteter. Nobelpagten, der blev lanceret af Søren Pind, er en rigtig dårlig idé, fordi vi i forvejen slås med dødvandet, der er opstået med hyperkoncentration af forskningsmidler på få enkeltpersoner og endnu færre kæmpestore forskningsenheder (matthæuseffekten). Forskningsspørgsmålene er ofte tynde og forudsigelige, og centrene kan ikke skaffe nok egnede ph.d.-kandidater til de ofte kedeligt prædefinerede skrivebordsemner.

Vanskelig tværfaglighed

Tværfaglige projekter er vanvittigt svære at finansiere, selvom de ofte tilbyder helt nye konstruktive vinkler, og ender ofte deres liv som gode kandidatopgaver med spændende perspektiver, der imidlertid er svære at realiseres inden for de eksisterende forskningsråds rammer. Forskningsrådene mener selv, at de er tværfaglige, men tænker og beslutter ikke tværfagligt ”de andre fag” ind i den sundhedsvidenskabelige tankegang uden reelt at skabe en tværfaglig beslutningstagning. Selv tværspecialeforskning er næsten umulig at få finansieret, som det tørt blev konstateret i en artikel i BMJ for nylig: selvom voksensygdomme grundlægges i barndommens ulighed & traumer, er der meget lidt forskning, der dokumenterer denne kobling eller forholder sig til de sociale og pædiatriske konsekvenser – artiklen konkluderer at ”gerontokratiet styrer forskningsagendaer og forhindrer en kobling på tværs af generationer”.

Måske har du fat i noget

"Sandheden er ikke altid smuk, men det er hungeren efter den", sagde forfatteren Nadine Gordimer. Det er ikke smukt eller livsbekræftende at få et nej til en forskningsansøgning, men når vredens dampe har lagt sig, kunne du overveje, om afvisningen skyldes, at du måske har fat i noget væsentligt – at du måske har set rundt om hjørnet? Og så skal universiteterne være parate til at investere i yngre forskere, der kan se rundt om hjørnet, og udfordre de aldrende forskningsfonde, der får angstanfald af nye dansetrin. Med en tynd reference til et politikercitat skal man åbenbart true med at blive ved sin idé i stedet for at true med at forlade den, hvis man vil disrupte lidt. Der er behov for en gang maoistisk selvkritik i Forskningsministeriet, i Forskningsfondenes bestyrelser og blandt ansøgerne, og Søren Pind må se at hoste op med en national forskningsfond for vilde idéer og happy accidents – det er dem, der flytter verden og tiltrækker de unge forskere. Vi må sige nej til forudsigelig masseproduceret IKEA-kötbullar-forskning. Tag dit afslag med et stort afvæbnende smil – det er sikkert dit første skridt mod en Nobelpris.

Litteratur

1. Sarosi G. The tyranny of guidelines. Ann Int Med 2015;163:2.

Faktaboks

Fakta