Skip to main content

Teflonlægen og medicinalindustrien

Henrik Day Poulsen, praktiserende speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center København.E-mail: henrikdaypoulsen@hotmail.com

27. apr. 2012
2 min.

Lægers samarbejde med medicinalindustrien er altid et varmt emne. For nylig fik Dansk Kardiologisk Selskab primetimetaletid, da de bekendtgjorde, at man nu ikke kan sidde i deres bestyrelse og modtage penge fra medicinalindustrien. Læger Uden Sponsor pudser ofte den etiske glorie. Lægeforeningen har tilsluttet sig det politisk korrekte kor, der bandlyser medicinalindustrien og lancerer retningslinjer for lægers samarbejde med medicinalindustrien.

Det er et faktum, at medicinalindustrien ønsker at tjene penge og har en kommerciel interesse i alt samarbejde med læger. Og det er et faktum, at læger forvalter offentlige penge, hvorfor særlige regler bør gælde for at forhindre uhensigtsmæssig brug af medicin. Men det er også et faktum, at ny medicin til gavn for patienterne kun kan udvikles, hvis samfundet tillader, at der kan indtjenes en pæn profit for de firmaer, der investerer milliarder af dollars. Profit er en nødvendig faktor i et kapitalistisk samfund. Den socialistiske samfundsmodel har spillet fallit og blev endelig begravet med Berlinmurens fald i 1989. Mig bekendt er der aldrig udviklet banebrydende medicin i et socialistisk samfund.

Lægers videreuddannelse er central. Lægeløftet påbyder, at vi kontinuerligt skal dygtiggøre os. Patienterne kræver i stigende grad den bedste og mest moderne behandling. Det kræver, at lægen opdateres ved både nationale og internationale møder. Det offentlige tilbyder kun i meget begrænset omfang dette. Eneste måde »at komme med på beatet« er derfor at acceptere medicinalindustriens tilbud om videreuddannelse. For nylig er to af verdens mest sælgende lægemidler olanzapin og quetiapin gået af patent, hvilket betyder enorme besparelser for det offentlige. Jeg savner, at denne besparelse investeres i lægers efteruddannelse.

Indtil den offentlige sektor kan betale for lægers efteruddannelse, kan læger stort set kun opdateres via medicinalindustrien. I en travl klinisk hverdag er der ikke megen tid til at læse videnskabelige artikler. Man har brug for en hurtig oversigt fra verdens førende eksperter.

Stop illusionen om, at læger skal være som teflon, hvor intet grimt hænger fast, og man altid er politisk korrekt. Teflonlæger kan ikke levere optimal behandling. Ugeskrift for Lægers læsere kan på Sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at jeg i høj grad samarbejder med medicinalindustrien. Men i mit måske overudviklede ego mener jeg også, at jeg er en psykiater, der er opdateret på mit felt og kan levere en kvalitetsvare til mine patienter. Stop hykleriet og være realistiske; for patienternes skyld!