Til udkanten i studietiden

Når Allan Flyvbjerg skriver, at ansvaret for at lokke læger til provinsen ikke ligger hos universiteterne, men derimod hos arbejdsgiverne og uddannelsesplanlæggerne har han delvist ret. Det er korrekt, når vores fokus er på de yngre læger. Men en fundamental del af ligningen bliver glemt. For de yngre læger har netop haft mindst seks års rodfæstning i en af landets universitetsbyer. Og hvorfor er rødderne så stærkt forbundet dertil? Det hele hænger sammen med det sociale netværk i faglige sammenhænge som den afgørende aktør.

På medicinstudiet er klinikophold den primære mulighed for at få opbygget et fagsocialt netværk uden for sin uddannelsesby. Men er det nok? Bliver der dannet et fællesskab på klinikophold? Måske blandt dine medstuderende, men hvad med på tværs af fagene – får du dig en øl med en af sygeplejerskerne efter en vagt? Måske, men primært kun hvis du har inviteret personen ud på en date.

Vi må derfor se væk fra selve studiet og over på det såkaldte parallelstudie: foreningsarbejde, forskningsår og lægevikariater. Personligt består størstedelen af mit fagsociale netværk dels af mine kollegaer på mit forskningskontor, og dels af andre engagerede frivillige, som jeg har mødt i International Medical Cooperation Committee (IMCC). På parallelstudiet går det fagsociale netværk på tværs af semestre, fag og by.

I IMCC er vi netop ved at starte initiativer i samarbejde med professionsskoler i udkanten – starte bamsehospitaler, lave seksualundervisning og uddanne folkeskoleelever i førstehjælp i Esbjerg og Næstved. Tværfagligheden er i højsæde, og den dag jeg starter som KBU-læge i provinsen, er der i kraft af mit parallelstudie en høj sandsynlighed for, at jeg allerede på forhånd kender mellemvagten fra Aalborg, sygeplejersken fra Næstved og jordmoderen fra Esbjerg. Udkanten er pludselig ikke så fjern.

Men det er svært, når der bliver mindre og mindre plads til parallelstudiet. Mellem fremdriftsreformen og femårs fristen sidder medicinstuderende klemt på række med hovederne fikseret i læsestalde i hver deres universitetsby. Ved første øjekast giver det måske meget god mening at opdrætte os som staldgrise – for så burde de frie marker på landet virke appellerende. »Desværre« forholder det sig ikke således. Det burde egentlig give sig selv, når man fjerner de studerendes mulighed for at stikke næsen ud over deres bog og deres by.

Så jo, Allan Flyvbjerg. Universiteterne har også et ansvar. Det er jeres ansvar at bevare og udvide rammerne for, at vi kan danne et stærkt fagsocialt netværk på tværs af semestre, fag og by. Og det sker ikke ved at give efter for reformer, hvor vi skal blive hurtigere færdige, så vi modvilligt kan blive sparket ud til det ukendte udkantsdanmark.