Content area

|

Tolkegebyret varsler nye jagtmetoder over for sårbare patienter

Vi har prøvet det før, men regionerne stoppede det i 2011, fordi det var uværdigt for patienter og ansatte, og det lammede sygehusene administrativt. Sidste gang var det et symbolsk beløb, nu er det alvor.

Af
Morten Sodemann

44 organisationer har indgivet høringssvar til endnu en katastrofal lov om gebyr på tolkning. Vi har prøvet det før, men regionerne stoppede det i 2011: Det var uværdigt for patienter og ansatte, og det lammede regionerne og sygehusene administrativt.

Sidste gang var det et symbolsk beløb, nu er det alvor: Patienter skal selv betale alle udgifter, der er forbundet med tolkning, og gebyret pålægges allerede efter tre år i Danmark – så de kan få et kærligt økonomisk puf til at få lært dansk!

Ministeren er kold over for høringssvar i pressen, men hendes svar dækker over nogle foruroligende og skræmmende tegn på nye sundhedspolitiske strategier, der bevidst unddrager sig et vidensfundament, og en påfaldende selektiv holdning til patientinddragelse, patientsikkerhed og kerne DNA'et i læge-patient-forholdet.

Sundhedsministeren sagde til Berlingske den 5. marts 2018: »Vi lytter selvfølgelig til den kritik, der er givet i høringssvarene. Men størstedelen af kritikken er en principiel modstand mod, at vi indfører et gebyr. Og det tager vi ikke til os i den forstand, at det her er en politisk beslutning ud fra en rimelighed og et princip om, at man skal betale for en supplerende ydelse i sundhedsvæsenet, hvis man ikke har lært dansk efter en årrække«.

Kommentar: Alle høringssvar er baseret på viden, erfaringer (herunder fra sidste gang, der var gebyr), videnskabelige rapporter og offentliggjort forskning. Der er ikke tale om principiel modstand, men faktuel modstand. Det pointeres, at det er en (Christiansborg)politisk beslutning – altså i modsætning til en faglig beslutning eller et regionspolitisk værdigrundlag. Du forholder dig ikke til, at du er sundhedsminister, og at regionsformændene har udtalt kritik af gebyret, fordi det strider mod sundhedsvæsenets opgaver. Stå ved, at gebyrets konsekvenser strider mod forskningen og mod de sundhedspolitiske lederes værdier.

Den 15. maj udtaler ministeren til Altinget, at regionernes udgifter til tolkning fra 2016 til 2017 er steget fra 152 millioner kroner til næsten 181 millioner kroner. En stor stigning, der understreger behovet for regeringens lovforslag om tolkegebyr, mente ministeren.

Kommentar: Der er én grund til, at tolkeudgifterne er steget. Den er, at der er kommet mere fokus på fordelene ved at anvende tolke (forhindrer fejl og komplikationer, sparer penge i det lange løb). 33% af de tosprogede patienter har oplevet vigtige samtaler uden tolk. Vi påviste sidste år, at 97 ud af 147 patienter ved grundigt audit var udsat for mindst to alvorlige fejl/komplikationer som følge af manglende tolk. Der er brug for mere tolkning – og en stigning i forbrug er det eneste sundhedstegn på dét felt.

Den 30. maj argumenterede sundhedsministeren i Politiken med, at danskere i udlandet jo heller ikke får tolk på sygehus. Senere i samme interview undskyldte ministeren sig med, at »Der er desværre også situationer i dag, hvor det går ud over patienterne, når regionerne ikke løfter deres opgaver ordentligt«. Og forklarede, at »tolkegebyret er en tillægsydelse, som er et udtryk for, at man, selv om man bor i Danmark, ikke har lært det danske sprog«. Ministeren fastholder, at der er lighed i sundhed, »hvis man som borger i det danske samfund, som ikke har lært det danske sprog, ønsker at tage en bekendt med, der tolker for en, så er det også en mulighed«.

Kommentar: Et gebyr hjælper ikke regionerne med at udføre deres arbejde. Der er ingen evidens for, at et gebyr får patienter til at lære dansk. Der er ikke tale om en hyggelig tillægsafgift, fordi man har valgt ikke at lære dansk. Det er et gebyr på menneskerettigheder. Det er korrekt, at der kan søges om undtagelse, men kun med lægeerklæring, der koster langt mere end tolkegebyret, og ingen læger gider lave den. Der er et hav af fejlmuligheder i loven, som ikke er rettet op fra sidste gang, der var et gebyr. Hvordan ved lægen med sikkerhed, om en patient har levet mere end tre år i Danmark? Hvem har ansvaret, hvis patienten nægter at anvende en dårlig tolk til 1.675 kr., og der sker en fejl? Loven er aldrig blevet udfordret civilretligt, fordi ingen af denne type patienter ønsker at klage, men der er jurister, der mener, at man bør se på det forvaltningsretlige i et uinformeret (ikketolket) samtykke. Vi har oplevet patienter, der vågnede op uden en finger eller livmoder, men uden at vide, at de var »informeret og samtykker«. Nu kommer der ovenikøbet en second opinion-styrelse i Aarhus, som sikkert også skal inddrages – dvs. endnu større administration end i 2010. Argumentet om, at danskere i udlandet ikke får tolkebistand, er en desperat bemærkning, som ikke fortjener at blive ophøjet til et argument. Med samme argumentation kunne man afmontere alle de goder, velfærdssamfundet er opbygget af, bryster sig af og lever af som demokratisk grundværdi. Jeg vil anbefale ministeren at afstå fra at anvende så tyndt et beslutningsgrundlag i en så alvorlig sag. Det er en fornærmelse mod dem, gebyret går ud over.

Fra samme interview i Politiken den 30. maj: »Vi ønsker ikke en situation, hvor folk bor i Danmark i 15 eller 20 år og aldrig lærer det danske sprog. Det er det politiske udgangspunkt«.

Kommentar: Man vælger ikke at være fattig, og man vælger ikke at afvise at lære dansk. Man lærer ikke dansk hos lægen. Man lærer ikke dansk af at gå bankerot på kontanthjælp. Det naturlige faglige spørgsmål er, at når man ikke kan lære sprog, er der noget der tager tankerne. Det burde også være det politiske spørgsmål.

I et andet interview den 30. maj i Politiken: »Grundlæggende handler det om at sikre, at folk, der er i Danmark og bor i Danmark, også lærer det danske sprog«.

Kommentar: Uanset hvor mange gange, ministeren gentager det, nytter det ikke noget over for fagfolk. Man lærer ikke dansk hos lægen, man bliver ikke bedre i skolen af at blive mere fattig, og man sikrer kun én ting med dette forslag: At endnu flere patienter og børnefamilier vil gå fallit på kontanthjælp, havne i en irreversibel iatrogen fattigdom uden mulighed for helbredelse. Tolkegebyret er resultatet af et underligt krydderi i en træt finanslovsaftale. Det er en lov, der får enorme menneskelige, økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser og truer patientsikkerheden på et uhørt niveau i forhold til en mikroskopisk, næsten latterlig symbolværdi.

Sundhedsvæsenet er ikke en symbolpolitisk legeplads. Vi har en sundhedsminister, der har vist, hvor meget sundhed hun er parat til at smide ud for at bane vejen for en lov, der mest af alt ligner den første af en lang række nye jagtlove rettet mod dyre, sårbare patienter. Finansministeriet har tidligere været efter regionerne, fordi de gør for lidt for middelklassen og for meget for de sårbare patienter.

Tolkegebyret har vist, at regeringen mener det alvorligt: Der er nu i realiteten åbnet for fri jagt på patientsyndere, og vi venter med bæven på de næste grupper, der skal rammes: rygere? Dem med mere end én sygdom? De overvægtige der tager på? Dem, der glemmer deres medicin? Dem, der falder ud af kræftpakker? Dem, der mister førligheden efter biluheld, hvor de selv er medskyldige? Dem, der bliver i voldelige ægteskaber? Dem, der arbejder hårdt på at undgå fakta, de ikke bryder sig om?

Andre kilder:

Sprog er ikke til at spøge med

Høringssvar om tolkeloven

Videnskabelig rapport »Oversete eller misfortolkede lidelser hos etniske minoritetspatienter«

💬 5 Kommentarer

Right side

af Tata Marion Ringberg | 18/06
4 kommentarer
af Michael Lee Heyman | 18/06
2 kommentarer
af Gitte E. Egsdal Wienholtz | 18/06
3 kommentarer
af Finn Olav Hansen | 17/06
2 kommentarer
af Morten Sodemann | 17/06
5 kommentarer