Trafikulykker ved lav hastighed - grænseværdier for whiplash-associated disorders

Interessekonflikter: Villy Meineche Schmidt er indehaver af en privat tværfaglig klinik, som har indgået overenskomst med Danske Regioner.

Under denne overskrift bringer Ugeskriftet en statusartikel [1], hvori man søger at forklare de - ofte omfattende - kliniske følger efter piskesmæld ud fra en biomekanisk model. Det konkluderes, at der ikke kan anvises en nedre »mekanisk« grænseværdi for efterfølgende personskade, samt at risikoen for personskade afhænger af »individbaserede biologiske variationer« og »de unikke omstændigheder« ved »den traumatiske påvirkning«.

Det anføres, at personskader »skal dokumenteres lægeligt, baseret på anamnestiske oplysninger, objektiv klinisk undersøgelse og parakliniske fund«. Læseren lades herefter ikke i tvivl, om at piskesmældsskader skal forstås og forklares udelukkende ud fra en biologisk model.

Efter mange års arbejde med disse patienter er det min opfattelse, at en biologisk model ikke kan forklare de følger, som nogle patienter får. Når vi udreder patienter med langvarige symptomer efter piskesmæld, har vi fokus på personen, som blev udsat for skaden. Hvem (var personen), hvad (blev personen udsat for) og hvornår (i denne persons liv) - er vigtige spørgsmål at få besvaret for at forstå skadens følger. Man må søge at forstå, hvilke reaktioner traumet har givet anledning til hos personen.

Den biologiske model kommer til kort i forståelsen, og en forestilling om, at diagnostikken kan baseres alene på en biologisk model, er fejlagtig.

Det kan tilføjes, at den biologiske model også ofte kommer til kort, når det drejer sig om behandling: Selv langvarig behandling med medicin, fysioterapi eller kiropraktik virker ofte dårligt.

Psykologiske og sociale aspekter må inddrages i forståelse, diagnostik og behandling af disse patienter.