Tre spørgsmål til Henrik Dibbern

I Ugeskrift for Læger (2010;172:1414) stilles der fem spørgsmål til Henrik Dibbern. Som jeg læser dem, har jeg indtrykket af, at spørgeren prøver at være kritisk over for, hvad PLO gør for sine medlemmer. Samtidig læser jeg det også, som om Henrik Dibbern prøver at tale udenom, og at det lykkes ham. Jeg synes derfor, at det kunne være spændende at få svar på følgende spørgsmål:

1) Du siger, at goodwill er ca. nul, det skyldes jo udbud og efterspørgsel. Men hvordan vil du forklare, at da efterspørgslen var større end udbuddet, var der loft over goodwill, og nu hvor det er omvendt, er der ingen sikkerhedsnet under lægen, der vil sælge?

2) Du siger, at det, der koster i dag, er selve den fysiske klinik. Hvad gør PLO for de læger, nok primært i udkantsdanmark, der ikke kan sælge den fysiske klinik, de ejer?

3) Du tror stadig på, at lægen skal eje selve klinikken, hvad vil PLO så gøre for de læger, der i dag sidder i en praksis, som er blevet dømt ikke bæredygtig i forhold til praksisplanen, men som de har måttet købe, da de startede i praksis?

> Svar:

♠ Formand for Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibbern. E-mail: dibbern@post3.tele.dk

Du spørger til en goodwillgaranti for sælger:

Hvis vi forsøgte at indføre en garanti, som skulle sikre en minimumsbetaling for goodwill, ville det blot gøre det endnu sværere at sælge praksis i områder, som ikke er så attraktive for køber. Alternativet ville være etableringen af en fælles, overenskomstbetalt fond til goodwillsikring, og de gange, den mulighed har været drøftet i bestyrelsen, har modtagelsen været mere end kølig.

Du spørger til, hvad PLO gør for læger i udkantsområder:

Vi forsøger at skaffe midler til at understøtte almen praksis i »baglandet«, som nogle vælger at kalde det, bl.a. ved at der skaffes offentlig medfinansiering af lægehuse i disse områder. Vi forsøger både centralt og regionalt at stimulere rekrutteringen til yderområderne. Det er dog mere end almindeligt svært at overvinde vore unge kollegers skræk for åbne pladser, eller afstande over ti km fra universiteterne.

Du spørger til, hvad PLO gør for at sikre læger, som ejer praksis i udkantsområder:

Det er begrænset, hvad vi kan gøre, og det beklager jeg selvfølgelig, for jeg sidder selv i sådan en praksis. Mit råd kan kun være, at man så vidt muligt etablerer de praksisformer, de unge læger ønsker, i form af lægehuse med 3-4 læger og god personaledækning, gerne i den største by, man kan komme til. Det vil betyde større afstand til lægen for dem, som bor på landet, men den udvikling har vi ikke kræfter til at kæmpe imod.