Tvangsernæring og psykiatriloven

Psykiatriloven revideres jævnligt. Senest i 2015 (nr. 1160), bl.a. med forsøg på en fastlæggelse af mindreåriges retsstilling. Loven muliggør fortsat nogle af samfundets mest radikale indgreb i den personlige frihed, såsom tvangsindlæggelse og bæltefiksering. Ikke mindre indgribende hjemles »tvangsbehandling« (§ 12) hvortil i loven henregnes tvangsmedicinering samt elektrostimulation (ECT) med tvang, idet der, foruden henvisning til kriterierne i lovens § 10 (jf. § 5), indskærpes nogle ekstrakrav (»afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering …« hhv. »… aktuel eller potentiel livstruende tilstand«).

Hvad man imidlertid fortsat kunne savne, er en ekspliciteret lovhjemmel til tvangsernæring (TE). Blot bemyndiger psykiatriloven ministeren til at fastsætte nærmere regler om tvangsbehandling (stk. 6), og man må derfor ty til den ministerielle bekendtgørelse (nr. 1338, § 7) for at komme hjemlen for TE nærmere, nemlig som kategori under »Tvangsmedicinering m.v.« (modsat f.eks. »Tvangsbehandling af en legemlig lidelse«). Bekendtgørelsen fastslår nævneværdigt, at TE skal være »nødvendig for at redde patientens liv«, eller undladelse skal medføre en »alvorlig risiko for patientens liv eller helbred« (sammenlign de ovenfor omtalte, i loven fastsatte særkrav i forbindelse med f.eks. tvangs-ECT).

Det er et almindeligt offentligretligt princip, at indgreb i borgernes retsforhold skal være legitimeret i en anerkendt retskilde, og at kravet til lovhjemmel alt andet lige vil skærpes med indgrebets intensivering (se bl.a. Garde: Forvaltningsret – Almindelige Emner, 1997 og Germer: Statsforfatningsret II, 1989, begge DJØFS forlag). Ligeså er det betonet, at en i saglig henseende ubegrænset delegation til ministeriel udstedelse af bekendtgørelser m.m. risikerer at kollidere med kompetencefordelingen i grundlovens § 3. Og netop lovreguleringen af tvangsmedicinering (fra 1989) hhv. tvangs-ECT (2006) synes at fastsætte hjemmelskravsniveauet for tvangsbehandlingstyperne.

Så meget desto mere som tvang i psykiatrien er blandt de største emner i sundhedsdebatten, virker det selvfølgeligt, at de folkevalgte tager stilling til de mere principielle retlige spørgsmål derom (Garde). TE indebærer ofte tilbageholdelse på en psykiatrisk afdeling og evt. fastspænding og tvangsnedføring af sonde hos en pacificeret patient. Endskønt denne form for tvang af og til forekommer uundgåelig, er der principielt tale om en særdeles vidtrækkende intervention. Det ville derfor være nærliggende, om TE i fremtiden »forfremmes« til et lovmæssigt anliggende, hvilket også kunne bidrage til at markere betydningen af borgerens retssikkerhed i psykiatrien.