Ude godt – hjemme bedst

Som udgangspunkt skal vi ikke sygeliggøre mennesker. Især som almenmedicinere er det en pointe, vi forsøger at håndhæve. Det er ikke altid lige let. Vi tager fortsat tonsvis af irrelevante prøver, henviser til billeddiagnostiske undersøgelser med sparsom indikation etc., men vi prøver at begrænse os. Vores udgangspunkt er, at raske mennesker ikke skal undersøges unødigt, og at de som udgangspunkt skal hjælpes med simple midler og bestyrkes i deres evne til egenomsorg.

Når det gælder fødsler er det som om, vi fuldstændig har glemt vores børnelærdom. Vi ved, at der er signifikant færre komplikationer hos dem, som planlægger hjemmefødsel, f.eks. færre store blødninger og alvorlige bristninger. Muligvis er der en meget lille øget risiko for neonatal og perinatal død for nullipara kvinder, men det er omstridt, og selv hvis det skulle være tilfældet, vil denne risiko for den enkelte kvinde og barnet være forsvindende lille.

Fødslen og den perinatale periode er en risikoperiode for mor og barn, uanset fødested. Dette gælder især kvinder med mulige komplikationer i fødselsforløbet, som f.eks. tidligere sectio, præeklampsi, svær overvægt, diabetes, hypertension, stofskiftesygdom, depression, misbrug og meget mere. Disse kvinder føder sikrest på et hospital med den rette ekspertise til stede. Det er vores opgave at visitere disse kvinder korrekt, og det tror jeg også, at vi gør. Kvinder med tilstande, der gør det sikrest for dem at føde på hospitalet udgør 20-25%. Men lige så gode vi er til at visitere risikogravide til hospitaler, lige så ringe er vi til at visitere raske kvinder til planlagt hjemmefødsel

Ca. 3% af fødslerne i Danmark er i dag hjemmefødsler. Tallet er stigende. Mit håb er, at vi i fremtiden vil se en mentalitetsændring mht. hjemmefødsler lig den, der er foregået mht. terminalforløb i eget hjem. Den grundlæggende filosofi har her været, at vi godt kan behandle folk i deres eget hjem med den rette support og faglige ekspertise. Man kan se, at i regioner med organisatorisk tradition for hjemmefødsler, som det gamle Vestsjællands Amt, ligger andelen af hjemmefødsler på ca. 12%. Med det rette setup og med den faglige jordemorderekspertise i orden, kan resten af landet sagtens nå vestsjællandske højder eller endda hollandske tilstande, hvor ca. 20% føder hjemme.

Min påstand er, at vi uden at tænke nærmere over det, visiterer helt raske gravide til et fødselsforløb på hospitalet, der øger risikoen for indgreb. Ofte nævner vi ikke engang muligheden for en hjemmefødsel. Det er ærgerligt, og det er faktisk også i strid med retningslinjerne for svangreomsorgen. Vi er nemlig forpligtede til at rådgive den gravide om fordele og ulemper ved hhv. hjemme- og hospitalsfødsel. I betragtning af hvor vigtig en livsbegivenhed en fødsel er, er det tankevækkende, hvor lidt tid vi sætter af til at diskutere kvindens ønsker angående fødested. DSAM barsler derfor nu med et faktaark om hjemmefødsler, der skal klæde den praktiserende læge bedre på til snakken med den gravide. Jeg sidder selv med i skrivegruppen og kan afsløre, at vi nærmer os et færdigt resultat.

Det var netop de hollandske tal, der i sin tid var med til at overbevise mig selv om, at det også var en god ide, at vores andet barn skulle fødes hjemme. Min kone ville gerne, men hendes lægemand var mere skeptisk i starten, men jeg gik nøgternt til tallene og tænkte, at hvis næsten en femtedel af hollændere føder hjemme, så kan vi også. Fødslen gik fint og uden indgreb trods en fødselsvægt på 4.600 g!

Læs også: Julie Mackenhauers klumme: Lægen, der ikke vidste bedst