Skip to main content

Udkanten er med i Lægedækningsudvalg

Der hersker misforståelser omkring Lægedækningsudvalget. Lægeforeningens repræsentanter dækker geografisk.

Mads Skipper.
Mads Skipper. (Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset)

Mads Skipper, medlem af Lægeforeningens bestyrelse, formand for Lægeforeningens arbejdsgruppe vedrørende lægedækning

31. mar. 2016
1 min.

Kære Benedicte Wilson

Tak fordi du sætter fokus på det vigtige arbejde med at sikre den nødvendige lægedækning i hele landet. Desværre indeholder dit indlæg en række misforståelser.

Du skriver i dit debatindlæg (Ugeskr Læger 2016;178:589), at Lægeforeningens repræsentanter i Sundheds- og Ældreministeriets nye udvalg repræsenterer henholdsvis Odense Universitetshospital, Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital og en almen praksis i Roskilde.

Det er ikke korrekt. For det første repræsenterer vi ikke de pågældende hospitaler, men Lægeforeningen. Vi er alle fire valgte lægepolitiske repræsentanter, og i denne sammenhæng udpeget af Lægeforeningens bestyrelse til at repræsentere medlemmernes interesser i udvalget. Arbejdet i ministeriets Lægedækningsudvalg har stor bevågenhed for den samlede Lægeforening.

For det andet er nogle af de nævnte arbejdspladser ikke korrekte. De fire repræsentanter for Lægeforeningen arbejder på henholdsvis Svendborg Sygehus, Køge Sygehus, Aalborg Universitetshospital (og pr. 1.4. Regionshospitalet Viborg) samt i en almen praksis i Roskilde.

Jeg er også noget forbløffet over din påstand om, at udvalget ikke skulle kende udfordringerne med at sikre lægedækning i de såkaldte yderområder. Personligt har jeg tilbragt det meste af mit professionelle liv i Nord- og Vestjylland.