Universitetsstuderendes livsstil og interesse for sundhedsfremme

Stock & Larsen beskriver ud fra en tværsnitsundersøgelse universitetsstuderendes livsstil og interesse for sundhedsfremme [1]. Ser man i midlertidig på den måde, hvorpå de studerendes livsstil måles i undersøgelsen, inkluderes faktorer som hyppighed af lægebesøg, om man har gået til psykoterapi og tilstedeværelsen af social støtte. Livsstil indebærer dog i sin definition, at personen har en grad af selvbestemmelse, men man kan spørge sig selv om, i hvor høj grad de studerende er herrer over, om de er syge, har psykiske problemer eller tætte venner. I artiklen benævnes det desuden sundhedsadfærd, og også her kan det undre, hvordan det at undlade at gå til læge udelukkende anses for god sundhedsadfærd.

Sundhedsfremme undersøges ved, at de studerende skal erklære sig enige/uenige i, hvorvidt sund mad er tilgængelig, om indretningen er god og stolene behagelige, samt om der skal udbydes alkohol og være rygeforbud på universitetet. Er dette sundhedsfremme? Er det ikke de studerendes opfattelse af universitetets studiemiljø, som så kan danne baggrund for sundhedsfremme på universitetet?

Ud fra de studerendes svar får vi, modsat forfatterne, indtryk af, at der i flere henseender er mange af de studerende, der er utilfredse med studiemiljøet. Eksempelvis vurderer over 30% af de studerende, at universitetet er dårligt indrettet, at der mangler sund mad, og at deres velvære forringes af tidsmangel.

Det er specielt kvinderne, der ser ud til at vantrives med både det psykiske pres og universitetets fysiske strukturer. 23% af kvinderne har modtaget psykoterapi, hvilket ikke kan anses for at være et udtryk for »sund livsstil«. Der er mange negative konsekvenser af at have psykiske problemer, blandt andet er det langt sværere at gennemføre et studie. At så mange har gået til psykoterapi, bør altså ikke anses for at være et sundhedstegn, men i stedet give anledning til bekymring og eftertanke.

Der ses en tendens til, at kvinderne føler sig mere belastede end mændene af stort set alle miljøfaktorerne i undersøgelsen. Dette er interessant, idet der på alle landets universiteter er en overvægt af kvinder på ca. 58%, mens der i undersøgelsen er en overvægt af mænd på 51,3%. Havde undersøgelsen afspejlet den faktiske fordeling af kønnene på universiteterne, er det sandsynligt, at andelen af studerende, der vantrivedes med studiemiljøet, ville være endnu højere. Det er derfor også problematisk at generalisere undersøgelsens resultater til alle landets universiteter, som det gøres i artiklen.

Noget tyder altså på, at mændene trives bedre på studiet end kvinderne og oplever færre psykiske problemer, hvilket også er påvist i tidligere studier [2, 3]. I en tid, hvor vi snakker om, hvordan vi kan få mændene tilbage på universitetet, bør vi derfor også overveje, hvordan vi kan indrette universiteterne, så vi kan beholde de kvinder, der allerede er der.