Skip to main content

Vandtætte skotter?

Patienterstatningen og Styrelsen for Patientsikkerhed har vandtætte skotter mellem sig, skrev direktøren for Patienterstatningen for nylig. Det var der ikke i min sag, skriver Benedicte Dahlerup.

Overlæge Benedicte Dahlerup.
Overlæge Benedicte Dahlerup. (Foto: CARSTEN INGEMANN)

Fhv. overlæge, speciallæge i neurokirurgi Benedicte Dahlerup
E-mail: bdahlerup@gmail.com

24. nov. 2017
3 min.

"Du skal ikke frygte Patienterstatningen", skriver direktør i Patienterstatningen (PE) Karen-Inger Bast i Ugeskrift for Læger den 13. november 2017. Karen-Inger Bast gør det desuden klart, at "der er vandtætte skotter mellem os og Styrelsen for Patientsikkerhed, altså disciplinærsystemet, og vi registrerer heller ikke, hvilke medarbejdere der behandlede patienterne i de enkelte sager. Vi kigger nemlig slet ikke på skyldsspørgsmålet. Der kan i øvrigt også ydes erstatning, selv om alle har gjort, som de skulle".

Dette vil jeg gerne kommentere.

Ovenstående bekræftes i brev fra Sundheds- og Ældreministeriet til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalget dateret den 5. oktober 2017 som svar på Sundheds- og Ældreudvalgets forespørgsel om, hvilke oplysninger relevante instanser kan dele med hinanden om fejl begået af sundhedspersonale.

Før loven om patienterstatning trådte i kraft i 1991, var der kun én måde for patienter at få erstatning – medmindre den blev udbetalt frivilligt – og det var ved at anlægge en retssag, hvor man brugte culpa-reglen. Det var derfor meget få patienter, der fik erstatning før 1991. Loven om patienterstatning havde netop til formål at eliminere kravet om fejl – culpa – og dermed gøre det nemmere for patienter at få erstatning.

Specialiststandard

PE vurderer sagerne i henhold til et af fire regelsæt (Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningssager inden for sundhedsvæsenet, § 20), bl.a. "bedste specialiststandard". Ifølge denne standard sidestilles en "erfaren specialist" med en hypotetisk person med den bedste og nyeste teoretiske viden om en sygdom, som er i stand til at yde den optimale behandling. Der stilles således store krav til behandlingsstandarden, hvilket netop skal gøre det nemt for patienterne at få erstatning.

Mens PE afgør erstatningssager, afgøres klagesager af Styrelsen for Patientsikkerhed (SPS) og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som beslutter, om der skal udtales kritik af behandlingsstedet eller konkrete sundhedspersoner.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af en sag stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med "normen for almindelig anerkendt faglig standard", dvs. den standard, der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, den pågældende har. Disciplinærnævnet tager dermed ved sin afgørelse ikke stilling til, om patienten har modtaget "den bedst mulige behandling".

Dette er en væsentlig og åbenlys (og tilsigtet) forskel på de to regelsæt for henholdsvis erstatningssager og klagesager.

På baggrund af ovenstående er det bemærkelsesværdigt, at der i min sag – beskrevet i [1] – netop ikke var de "vandtætte skotter" mellem PE og SPS, som Karen-Inger Bast refererer i sin artikel i Ugeskriftet.

Sigtet i 15 måneder

Ved aktindsigt i min sag i SPS blev jeg bekendt med, at PE mod alle regler havde sendt deres speciallæges vurdering til SPS. Ydermere videresendte SPS erklæringen til Retslægerådet og politiet, hvilket medførte, at jeg blev sigtet i en straffesag. Speciallægens vurdering er baseret på formodninger og ikke kendsgerninger, hvilket jeg gjorde PE opmærksom på. Jeg fik aldrig noget svar og foretog mig ikke yderligere, da jeg mente, at det var på sin plads, at patienten fik erstatning.

Desuden havde jeg – på daværende tidspunkt – stadig fuld tiltro til SPS's sagsbehandling. Jeg var sigtet i 15 måneder, inden statsadvokaten frafaldt sigtelsen.PE's unikke formål er at gøre det muligt for patienter at få erstatning, uden at sundhedspersonalet behøver at være utrygge ved anmeldelse af en patientskade – uanset årsagen. Sundhedspersonalet er ifølge loven forpligtet til at anmelde patientskader eller opfordre patienten til at gøre det.

Det vil være velkomment, hvis PE rent faktisk levede op til Karen-Inger Basts ord og var påpasselig med at følge reglen om, at der skal være vandtætte skotter mellem PE og SPS. Det ville hjælpe til at fjerne "frygten" blandt sundhedspersonale med hensyn til anmeldelse af patientskader og dermed tjene både patienter og læger bedst.

(Patienterstatningen er på vej med et svar på Benedicte Dahlerups replik).

Referencer

LITTERATUR

1. Dahlerup B. Konsekvenser. Del II: Nævnene. Skriveforlaget, 2017.