Skip to main content

Velkommen på banen, DSIM!

Ledende overlæge Michael Hansen-Nord, AMA/FAM, Odense Universitetshospital ,E-mail: Michael.Hansen-Nord@ouh.regionsyddanmark.dk, Lægelig direktør Jens Peter Steensen, Odense Universitetshospital, Lægelig direktør Peder Jest, Odense Universitetshospital INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

29. okt. 2010
3 min.

Det var med stor lettelse, at vi læste indlægget fra formanden for Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM), Thomas Gjørup (Ugeskr Læger 2010;172:2863). Signalet er klart: De fleste medicinske specialer understøtter, at der skal være en internmediciner på speciallægeniveau til stede i en fælles akutmodtagelse (FAM). Der er dog forunderligt nok fortsat nogle, der åbenbart mener, at de kan skrive sig ud af forpligtelsen. Den går altså ikke væk!

Det er (næsten) rettidig omhu og god varetagelse af det medicinske speciales helt centrale placering i det akutte arbejde. I langt de fleste store akutspecialer er det for længst erkendt, at de skal være til stede på speciallægeniveau, når de mest syge patienter indlægges. Nuvel, DSIM anerkender altså, at de også skal være på plads, når op mod 50% af patienterne i FAM skal vurderes af en speciallæge meget tidligt i forløbet. Vi arbejder os altså væk fra, at bagkundskabens klare lys er dominerende ved de medicinske morgenkonferencer! Tak for det. DSIM anerkender dermed også, at argumenter om, at mere ambulanttid løfter specialernes særegenhed og dermed styrker specialernes unikke position, ikke holder vand. Altså et opgør med den opfattelse, at mere sub-sub-specialisering øger kvaliteten for den dominante, internmedicinske patient. Det kan naturligvis være en relevant indfaldsvinkel på de meget højt specialiserede afdelinger, men det skal fastholdes, at langt under 5% af patientpopulationen har behov for den tilgang. Det er fagligt bekymrende, at internmedicinske speciallæger fastholder en oplevelse af, at basisambulantydelser kræver deres tilstedeværelse, frem for at de fokuserer på deres tilstedeværelse, når de dårligste medicinske patienter i deres mest kritiske forløb har allermest brug for dem: ved den akutte indlæggelse. Giv dog plads til vores uddannelsessøgende kolleger i de ambulatorier! Ydermere har specialiseringen gjort, at flere og flere medicinske patienter sendes rundt blandt de medicinske specialafdelinger, så man efterhånden kun på specialeniveau kan håndtere »den endokrinologiske« indfaldsvinkel. Helt ærligt! Er det en udvikling, vi gerne vil markedsføre?

Pudsigt har det været at opleve, at overlæger på det internmedicinske område lige netop her har fokus på produktivitet og afdelingsbestemt indtjening. Det har ikke tidligere været en dominerende ledelsesmæssig oplevelse. Vi er overbeviste om, at mange ledelser igennem de seneste ti år har oplevet modstand mod omlægning fra stationære til ambulante forløb. Det lykkedes med speciallægernes medvirken rigtig, rigtig godt. Ulven kom jo ikke! I løste den opgave til punkt og prikke!

I FAM-konceptet har der været indlagt en forventning om, at man på det internmedicinske område tager rettidigt ansvar på speciallægeniveau, bidrager til en hurtig afklaring af såvel endog meget simple som komplicerede patientforløb, får sendt de 10-20%, der ikke behøver indlæggelse, hjem med et tilbud om hurtig ambulant opfølgning og samtidig står i spidsen, når de medicinske »traumepatienter« ankommer. Det er til stor opmuntring, at vi læser, at de fleste internmedicinske speciallægeselskaber ikke ønsker, at én af deres helt centrale ydelser skal leveres af »akutlæger«. Det vil de medicinske patienter glæde sig rigtig meget til!

Velkommen på banen, DSIM! Og tak til Thomas Gjørup og DSIM for initiativet. Det har vi ventet på med en bevaret optimisme.