Verdens psykiatriplan – og Danmarks

Verden har godkendt psykiatriens 2020-plan. Mens Danmark venter på en samlet, langsigtet plan for den fremtidige udvikling og udbygning af indsatsen for personer med psykisk sygdom, har WHO's beslutningsdygtige organ, World Health Assembly, nu betonet behovet for, at verdens lande fremskynder en bedre psykiatri. Spørgsmålet er, om denne betoning er kontraproduktiv eller befordrende for et fremtidigt dansk kvalitetsløft.

I maj 2013 godkendte WHO's generalforsamling en ny handlingsplan for psykiatrien 2013-2020, der understreger en ny og fremtrædende kurs for psykisk sygdom på verdensplan.

Fire målsætninger

Inden for de næste otte år skal 194 medlemslande, herunder Danmark, forpligte sig til fire centrale målsætninger: »1) to strengthen effective leadership and governance for mental health; 2) to provide comprehensive, integrated and responsive mental health and social care services in community-based settings; 3) to implement strategies for promotion and prevention in mental health; 4) to strengthen information systems, evidence and research for mental health« [1]. Mål, som Danmark formentlig ikke kan være uenig i. Den overordnede vision for planen bygger på anerkendelse af, at psykisk sundhed værdsættes, fremmes og beskyttes. Ligeledes at den i højere grad end tidligere betoner skiftet fra udelukkende medicinsk model til at se helhedsorienteret på borgeres sociale samfundsdeltagelse uden stigmatisering og diskrimination samt forebyggelse, menneskerettigheder, empowerment, lokalsamfundets rolle og recovery [1]. Ikke alene følges planen op af fire centrale målsætninger, men for første gang følges de op af en række specifikke og målbare indikatorer til at monitorere implementeringen, fremskridt og effekten [1, 2]. F.eks. er der sat et globalt mål om, at 80 pct. af landene har udviklet eller opdateret deres politikker og planer for psykiatrien, og at selvmordsraten er reduceret med 10 pct. inden 2020 [1].

Global handlekraft

På mange måder er planen dels retningsgivende for, om end et krav til, de enkelte medlemslande og dels et udtryk for global handlekraft og synergieffekt, hvis begyndende resultater vi måske allerede kan se i 2015 [2]. I den brede kontekst kan planen betragtes som et vidnesbyrd på ændret opfattelse af og reaktion på psykisk sygdom og som en vigtig sundhedsudfordring på verdensplan, der ikke længere kan siddes overhørig [2]. Spørgsmålet er midlertidigt, om WHO's målsætninger og forventninger er for høje eller for lave, når man sammenligner landene? Vil f.eks. den nødvendige opbakning og resursetilførsel være til stede fra lav- og middelindkomstslande, der formentlig er implicit målgruppe for handlingsplanens målsætninger set i lyset af f.eks. danske standarder og resursemuligheder? Og risikerer vi dermed, at højindkomstlande som Danmark ikke anstrenger sig for at forbedre den nuværende situation? Hentyder WHO's 2020plan til psykiatri som mangelvare eller som kvalitetsforbedring – og hvilken betydning, aktualitet og relevans har det for psykiatrien i Danmark?

Mesterligt stykke?

Da planen er et udspring af ikke mindre end 135 medlemslande, 60 landesamarbejder og forskningscentre, 76 NGO’er samt 17 andre interessenter og eksperter [3], afstedkommer det et håb om, at også verdens ledere og sundhedsministre har tilsvarende viljestyrke som dem, der bidrog til planen. For selv om der kun er otte år til at nå målene, lurer i skyggen både finanskrise, sparerunder, og manglende investeringslyst, som efter alt at dømme kan trække drømmen væk fra dets oprindelige udgangspunkt. Derfor er det også i WHO's tankesæt lige så nødvendigt med politisk støtte som støtte fra lokale planlæggere og professionelle [2]. Om det bliver et mesterligt stykke i forbedring af psykisk sundhed og forebyggelse i Danmark såvel som på verdensplan, vil de næste år vise sig. Beskeden fra WHO er klar og opgaven adresseret, om end fremskridt, effekt og vilje selv på dansk jord har man lov at håbe på.