Skip to main content

Vi må aldrig stoppe ytringsfriheden

Knut Borch-Johnsen var til Folkemøde før sommerferien, og der overværede han en debat om ytringsfrihed, som mindede ham om, hvor vigtigt det er at værne om den kritiske røst.

Knut Borch-Johnsen, vicedirektør, Holbæk Sygehus
E-mail: knbo@regionsjaelland.dk

4. aug. 2017
3 min.

Folkemødet er et overflødighedshorn i holdninger og ytringsfrihed, og sundhedsområdet fyldte igen mest. En debat gjorde særligt indtryk: ”Er der ytringsfrihed i sundhedsvæsenet” med deltagelse af bl.a. Camilla Rathcke (YL), Grete Christensen (DSR) og Sophie Hæstorp Andersen (regionsrådsformand, Region Hovedstaden). Svaret på spørgsmålet burde være indlysende – et rungende ja, men der kom malurt i bægeret. Ganske vist har Region Hovedstaden lavet en ”åbenhedspolitik”, og Region Sjælland signalerer ytringsfrihed med budskabet: ”Ingen køer er hellige – ingen kameler skal sluges”. Samtidig viser undersøgelser blandt såvel yngre læger som sygeplejersker, at mange medarbejdere har en anden oplevelse. Blandt sygeplejersker siger hver femte, at der er regler, der begrænser deres ytringsfrihed (hver anden siger dog, at der ikke er det). Hver tredje har oplevet kritisable forhold, som de mente, at offentligheden burde kende til, men kun 8% af disse har reageret offentligt. Blandt læger tegner der sig et lignende billede. Hver ottende oplever, at regler på arbejdsstedet begrænser deres ytringsfrihed, og fire ud af ti har oplevet kritisable forhold, som de mente, at offentligheden burde kende til – men kun 4% har reageret offentligt.

Hvis personalets kritiske røst forstummer, mister vi som ledere vor vigtigste informationskanal i udviklingen af sundhedsvæsenet.

Hvorfor går det galt? Ikke nok med at ytringsfriheden er stadfæstet i grundloven, vi har jo også vore egne etiske reglers § 13: En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved underretning af tilsynsmyndigheden samt ved deltagelse i den offentlige debat.

De to undersøgelser peger begge på, at der er en stor mangel på kendskab til, hvilke regler der faktisk er gældende. Der er også frygt for repressalier enten ansættelsesmæssigt eller karrieremæssigt, hvis man er for åbenmundet. Endelig peger begge undersøgelser på en manglende tillid til, at problemerne overhovedet kan løses grundet mangel på politisk vilje eller økonomiske begrænsninger.

Som leder i sundhedsvæsenet er det ikke mindst det sidste punkt, der skræmmer. Selvfølgelig er ressourcerne begrænsede, men de skal bruges, så de bedst muligt imødekommer patienternes behov. Hvis personalets kritiske røst forstummer, mister vi som ledere vor vigtigste informationskanal i udviklingen af sundhedsvæsenet.

Helt centralt peger medarbejderne i begge undersøgelser på, at de ikke ønsker at skabe frygt og usikkerhed hos patienter og pårørende. Løsningen på dette må være dels at sikre veje til, at kritik bæres fra medarbejder til leder og derfra videre i systemet ledelsesmæssigt og i MED-udvalg, dels at sikre, at kritik modtages konstruktivt og løsningsorienteret. Bliver det nødvendigt at gå offentligt, bør det ske på en måde, der skaber mindst mulig frygt og usikkerhed blandt patienter, men vi må aldrig stoppe ytringsfriheden. Uden den kan sundhedsvæsenet ikke udvikles.