Ydernumre og speciallægemangel

I Ugeskriftet 2008;170:2266 sætter Kjeld Lyngborg (KL) og Mogens Tangø (MT) fortjenstfuldt ord på den dybt frustrerende ydernummerordning, som FAS nu i utallige år har endosseret, uden at nogen tilsyneladende har pevet. Den opfattes af rigtig mange FAS-medlemmer - både i og uden for sygehusvæsenet - som uforenelig med lægers traditionelle opfattelse af sig selv som et i princippet liberalt erhverv og som en effektiv beskyttelse mod meritokratiets besværlige krav. Allersenest opdager man nu, at den tillige forhindrer løsningen af befolkningens sundhedsvæsens aktuelt største problem: speciallægemanglen. Og her bedes læseren bemærke, at hindringen ikke bare er kvantitativ men i væsentlig grad også kvalitativ! Det er dog sært, at Sygesikringens forhandlinger med de praktiserende speciallægers organisation ud over honorarer også omfatter en (eksklusiv)aftale om begrænsning af lægernes antal, hvorved disse tillades at monopolisere området. Faglige kvalifikationer indgår stort set ikke i sådanne praksisoverdragelser, og borgerne må finde sig i manglende valgmuligheder og vilkårlige ventetider.

Overvejelser tilsvarende KL & MT's har været fremført i andre medier gennem de sidste par år (Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, Dagens Medicin) uden nogen reaktion fra Lægeforeningen, Amtsrådsforeningen og andre implicerede. Synspunkterne har været forelagt, sågar, indenrigs- og sundhedsministeren i et brev af den 21. november 2005, et brev, som i øvrigt blev høfligt besvaret (den 8. maj 2006), hvori det bl.a. hedder, »at regeringen ... har fremsat et lovforslag, der ophæver eksklusivaftaler i sundhedsvæsenets praksissektor«. Og »Spørgsmålet om ydernummersystemet indgår ikke i lovforslaget.«

Nu, da spørgsmålet omsider er bragt frem i Ugeskriftet, springer så Poul Jaszczak (PJ) op af æsken, som altid god for et par friske og kyniske kommentarer til nedkuling af ethvert forsøg på at aktivere vor djøf-inficerede fagforening til bare en antydning af opsætsighed mod systemet. Efter at have erklæret sin enighed i speciallægemanglens betydning som den største vanskelighed iler han videre med at foreslå »tværsektorielle specialeråd«, at de praktiserende speciallæger (altså dem med ydernummer) tillades at benytte sygehusenes lokaler, at sygehuslæger skal kunne ansættes i speciallægepraksis (ydernummer igen), og at flere speciallægepraksis inddrages i speciallægeuddannelsen. Al denne varme luft vil selvfølgelig forslå som en skrædder i helvede og vil tage 8-10 år. Med et muntert grin i sit viltre skæg beretter Formanden herefter om det 10. forslag: »en provokation« - »at opgive ydernummersystemet«. Det er dog hans »klare indtryk« (!), at »hverken regionerne eller de praktiserende speciallæger er interesserede i en sådan løsning«. Nej, det skulle pokker da også tro: regionerne, fordi de tror, at de sparer penge, og de andre, fordi man da ikke slagter den høne, der lægger guldæg. PJ konkluderer, nedladende, at vi da ikke bør »afskaffe et ydernummersystem, som de fleste vist er ganske godt tilfredse med?«. Hvem disse »fleste« monne være fortoner sig. Næppe dem det vedrører mest; måske PJ's helt private »netværk?«