Skip to main content

Yngre læger - nu imod tvang

Formand for hovedforeningen Bjarne Skjødt Worm, Foreningen af Danske Lægestuderende. E-mail: bsworm@gmail.com

4. jan. 2008
3 min.

Ligesom Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) arbejder Yngre Læger nu for mindre tvang i videreuddannelsen og lægelivet i øvrigt. Dette er resultatet af det seneste repræsentantskabsmøde i YL. Vi i FADL hilser den store fælles beslutning velkommen og er glade for, at vi sammen kan arbejde for at forbedre lægers forhold.

Den kommende periode vil være afgørende for, hvordan de kommende læger ser på lægeforeningen og yngre læger som forening, når de bliver færdige. YL har med deres beslutning taget et afgørende skridt for at genoprette deres troværdighed over for medlemmerne.

I den kommende tid er det vigtigt, vi holder fokus på at få afskaffet og udhulet 4-års-reglen, så de kommende genera-tioner af læger ikke kommer i klemme. Både YL og FADL har forpligtet sig til at arbejde for dette, og vi kan kun håbe, lægeforeningen vil bakke Yngre Lægers beslutning op. En ting er helt sikkert - så længe FADL frygter, at en eller flere generationer af læger kommer i klemme - vil vi aktivt arbejde for at afskaffe 4-års-reglen.

FADL bruger i den kommende tid en del kræfter og penge på at undersøge, om retssikkerheden for de yngste læger er blevet krænket, bl.a. ved at hjemmelsgrundlaget ikke har været i orden. Herudover har Yngre Læger nu forpligtet sig til at arbejde aktivt mod reglen centralt såvel som lokalt hos de enkelte medlemmer. Vi håber, at YL har held til at udhule reglen så meget, at den bliver overflødig.

FADL har på baggrund af høringen på Christiansborg udarbejdet et idékatalog til, hvordan man alternativt løser speciallægemanglen. Vi mener i FADL, at det er vigtigt at være med til at præge debatten på en konstruktiv måde. Det er vigtigt, at vi får lavet en positiv løsning, der både løser speciallægemanglen og er til gavn for alle.

Vi er i idékataloget kommet med en alternativ løsning - maks. tre ansøgninger pr. speciale - reglen vil kun ramme de, der utallige gange søger det samme speciale. Forslaget er stillet i et forsøg på at forbedre aftalen til et tåleligt niveau og bliver nu behandlet af sundhedsministeren.

Endvidere er en af de fornemste opgaver at forbedre de kliniske ophold i studietiden. Derfor er det også vigtigt, at både Lægeforeningen og FADL i den kommende tid sætter fokus på den prægraduate uddannelse. Dette har lægeforeningen allerede taget det første skridt til og holder i løbet af foråret en høring, vi fra FADLs side ser frem til med spænding.

Kort sagt er der masser af forslag til, hvordan tingene kan gøres bedre - nu skal vi bare have politikerne til at indse det.

Fra FADLs side håber vi også, at lægeforeningen og YL, allerede nu vil nedsætte en arbejdsgruppe, der undersøger konsekvenserne af 4-års-reglen. På YL-mødet blev det fremført, at antallet af ph.d.-studerende allerede - utilsigtet - var faldet drastisk. Hvilke andre utilsigtede konsekvenser er der? Hvis ikke vi allerede nu finder faldgruberne, vil vi ikke i tide kunne hjælpe dem, der kommer i klemme.

Det er vigtigt, vi tvinger politikerne til at tænke langt. Nu må det være slut med at lave kortsigtede populistiske lappeløsninger, der alle i større eller mindre grad indeholder lovbundne tvangselementer, der skal ramme læger.

Godt nytår.