Kvinderne er i overtal i lægebranchen, men ligestillingen er ikke i mål, mener lægerne Lui Näslund Koch og Anna Roe Rasmussen. De efterlyser bedre barselsvilkår til mænd, flere kvinder i forskningen og mere åbenhed om sexchikane.
I de seneste år har kvinder været i overtal på både medicinstudiet og som færdiguddannede læger.
I en artikel fra 2007 i Ugeskrift for Læger skriver forfatterne, at der ved 100-årsjubilæet for den første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, i 1985 var ca. 30% af de nyuddannede læger i Danmark kvinder.
”Dengang viste Lægeforeningens prognose, at man kunne regne med, at andelen af kvindelige læger ville være 33% i 2020”, skriver de.
Et år før den prognose skal gå i opfyldelse, er 13.722 af Lægeforeningens 25.565 erhvervsaktive medlemmer kvinder, altså 54 pct. Det viser opgørelsen "Lægeforeningen i tal" fra januar 2019.
Tal fra FAS, Foreningens af speciallæger viser, at 41% af de unge overlæger under 40 år i dag er kvinder. For ti år siden var andelen 30%. Hvis man ser på alle overenskomstansatte overlæger, er andelen af kvinder næsten 45%.
Har kvinderne så sejret, og er ligestillingskampen vundet?
Ikke hvis man spørger reservelæge Anna Roe Rasmussen, Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispbjerg Hospital. Hun var med til at starte projektet Uden Tavshedspligt, der indsamlede beretninger fra 60 læger. De fortalte anonymt om erfaringer med sexisme.
Selvom kvinderne har opnået meget inden for lægeverdenen og i samfundet generelt, er 8. marts også relevant for læger, siger Anna Roe Rasmussen.
”8. marts er relevant i Danmark og derfor også for læger, fordi vi ikke har opnået fuld ligestilling endnu. Der er også nogle ligestillingsområder inden for vores fag, vi skal være opmærksomme på”, siger Anna Roe Rasmussen.
Hun har tidligere repræsenteret International Medical Cooperation Committee (IMCC) som rådgiver for Udenrigsministeriet til FN’s årlige møde om ligestilling: Commission on the Status of Women.
”Det er ikke en succes i sig selv, at kvindelige læger nu er i overtal. Man skal se på faggruppen som helhed og se, hvor mange kvinder der er ledende overlæger, sidder i professorater eller har ledende stillinger inden for sundhedspolitik. Her skal vi måle vores succes, ikke bare på at der er mange højtuddannede kvinder generelt i samfundet. Det er særligt vigtigt at se på forskningsverdenen, hvor antallet af kvindelige professorer ligger under gennemsnittet for resten af EU. I den forbindelse er vi nødsaget til at sikre, at der bliver en mere ligelig fordeling af opgaverne på hjemmefronten”.
Hendes største anke er, at barselsvilkårene for mænd er for dårlige. Får de bedre vilkår, ville man også sikre, at arbejdsdelingen i forhold til børnene ville blive mere lige. Mange mænd opdager netop under barslen, hvor vigtigt et godt familieliv er for dem.
Derudover er der problemer med sexisme og sexchikane, siger hun.
”Der er, ligesom i alle andre faggrupper, også problemer med ligestilling i vores fag, hvor det seneste eksempel er Uden Tavshedspligt-gruppens indsamlede beretninger fra kvinder, der havde været udsat for sexchikane. Det er især et problem i uddannelsesstillinger og blandt studerende, hvor yngre læger er placeret lavt i hierarkiet. Den hierarkiske struktur gør det svært at sige fra over for sexchikane: Er man krænker, er det let at slippe af sted med det, fordi den krænkede ikke siger noget på grund af skam eller af frygt for fremtidens jobmuligheder”, siger hun.
Iblandt beretninger fra Uden Tavshedspligt var der en kvinde, der skrev:
»... [Kirurgen, red.] laver så en tegning på en serviet, viser mig den og spørger: ,Hvilken slags brystvorte har du?' Han har tegnet to forskellige. Jeg er noget paf, men peger på den ene, hvorefter han siger: ,De er også de bedste at slikke'«.
De mange beretninger bragte Anna Roe Rasmussen og fire andre yngre læger i en kronik i Ugeskriftet.
Daværende formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke, skrev som reaktion på kronikken, at der ikke er evidens for, at sexisme generelt er et problem for læger i det danske sygehusvæsen:
”For mig tyder intet på, at vi har et særligt problem blandt læger. Og sagen er jo også, at det dybest set ikke er et fagforeningsansvar – det er et samfundsansvar, at sexisme og magtmisbrug ikke finder sted nogen steder” skrev hun.
Anna Roe Rasmussen er enig i, at sexisme er et samfundsproblem.
”Men man må erkende, at der ikke findes faggrupper, der kan se sig fri for krænkelserne. Det skaber et dårligt arbejdsmiljø, hvis enkelte læger opfører sig uacceptabelt, hvilket jo netop er et ansvar, som en fagforening burde tage på sig. Det er ikke noget, jeg mener gennemsyrer alle afdelinger, men det findes”, siger hun.
”#MeToo har gjort det acceptabelt at tale højt om sexchikane. Det har tidligere været forbundet med skam. Det har jeg ikke fra nogen systematisk undersøgelse, men fra vores oplysningskampagne og vidnesbyrd fra kvinder. Det, vi har kunnet se gå igen, er skammen, hvor kvinderne har følt, at de kommer i tvivl, om de selv har været årsag til krænkelsen eller har sagt noget forkert til f.eks. den superviserende læge. De tror heller ikke, at de bliver hørt. #MeToo har gjort, at de kvinder og mænd, der har oplevet krænkelser, føler sig stærkere og har bedre mulighed for at tale højt om det”, siger hun.
Derudover oplever nogle kvindelige læger meget modstand inden og under deres ph.d.-ansættelser, fordi der er en forventning om, at de skal på barsel under forløbet.
Det er dog ikke Anna Roe Rasmussens personlige erfaring, men det er, hvad hun har hørt fra mange kvinder, der har startet projekter, hvor de er gjort opmærksomme på, at en barsel vil være en belastning.
”Forskning afhænger tit af et tæt samarbejde med en lille gruppe mennesker. Det er ikke noget, folk råber højt om der, men de siger det i kredse, hvor deres frustrationer bliver hørt”, siger hun.
Hun understreger, at ligestilling er et strukturelt samfundsproblem, der afhænger af normer og ubevidste adfærdsmønstre.
”Folk tænker tit om ligestilling, at nogen føler sig forrådt. Folk kan blive meget vrede, når det handler om, at ligestilling debatteres. Men hvis man accepterer den præmis, at vi ikke har opnået ligestilling endnu, så bliver det langt nemmere at komme problemstillingen til livs til gavn for såvel kvinder som mænd”, siger hun.
Hun understreger, at der er ikke nogen enkeltpersoner at give skylden for den manglende ligestilling.
”Det skyldes nogle strukturelle forhold og nogle normer og forventninger til det at være kvinde og mand. Det er nogle forventninger, vi alle sammen, inklusive mig selv, kan være med til mere eller mindre ubevidst at pådutte hinanden. Det vigtigste er, at vi erkender, at vi kommer til at gøre det, så vi kan komme videre med at sikre ligestilling”.
Lui Näslund Koch, læge og ligestillingsdebattør, siger, at #MeToo-bevægelsen i Danmark har været en kæmpe fuser.
”Når man ser på landene omkring os og i USA, er skeletterne ramlet ud af skabet på stribevis. Det er svært at forestille sig, at det eneste #MeToo-problem i Danmark skulle være Peter Aalbæks udskejelser. Vi tror, at vi er så ligestillede, og at vi er i mål, og derfor er vi bange for at råbe højt og sige, at vi ikke er i mål”, siger Lui Näslund Koch
Han mener, at det desværre er endt med, at #MeToo bliver set som en amerikansk trend, der slet ikke er relevant i en dansk kontekst.
Lui Näslund Koch mener, at læger har en vigtig rolle i samfundet i forhold til ligestilling.
”Jeg ser læger som en rigtig god gruppe til at starte de samfundsmæssige ændringer. Vi er en ressourcestærk gruppe, mange af os lever sammen med andre læger, og derfor kunne vi godt tage mere ansvar på os og råbe op – også i samfundsdebatten.
Vi kunne gøre meget, og ligestillingsdebatten er et godt sted for læger at starte. Læger kan skubbe samfundet i den rigtige retning. Det er vigtigt at huske, at vi ikke er i mål om, at mænd og kvinder skal være ligestillet”.
Han mener også, at der stadig er meget at kæmpe for i forhold til bl.a. barsel.
Problemet med ulige barselsvilkår er, at læger sidder fast i de klassiske roller. At det er kvinder, der er gravide og er sammen med børnene, imens mændene kører karriere, siger han.
”Barsel er et eksempel på, at vi mangler at komme i mål. Man får børn sammen, og de fleste vil gerne være sammen med deres børn. Når man har fået fornøjelsen af det, skal man være sammen med dem på mange forskellige tidspunkter og spille en rolle i deres liv”.
Er der rum til at tage barsel i lægebranchen?
”Der er større muligheder, end de fleste tager. Mange gør som vores forældre, nemlig at kvinder er sammen med børnene. Mændene burde tage mere ansvar, og kvinden skal give lidt mere plads. Mange arbejdsgivere ville være åbne, men det er stadig tabubelagt for mænd at gå på barsel”.
”Jeg hører også, at man helst ikke skal have for mange sygedage og for lang barsel, fordi det ikke et godt for karrieren. Sådan er det ikke nødvendigvis”.
