Anker Jon Hansen

14.1.1948-24.11.2017

Anker voksede op med sine forældre og storebror Torsten på Islands Brygge, dengang »Bryggen« var »Sojakagefabrik«, og før den blev »café latte«. Faderen var dansk og moderen islandsk, og en livslang kærlighed til Island kom ind med modermælken – og meget passende gik Ankers allersidste rejse kort før hans død til Island med sønnerne Magnus og Thomas. Anker blev student fra Christianshavns Gymnasium og begyndte i 1967 på medicinstudiet i København. Før han selv vidste af det, havde han tabt sit hjerte til fysiologien og blev studenterforsker på Medicinsk Fysiologisk Institut A hos den navnkundige professor Christian Crone. De første forsøg foregik i det gamle trykkammer på Rockefellerinstituttet, hvor forsøgsdyrene »kom en tur til Himalaya« – og hermed var grunden lagt til et livslangt studium af hjernen ved ilt- og blodmangel.

Da Anker blev læge i 1974 udviklede han unikke metoder til måling af ionbevægelser ud og ind af hjernens celler med hjemmelavede mikroelektroder – og ionbevægelser i hjernen ved iltmangel blev emnet for hans doktordisputats fra 1984. Resultaterne var enestående. Han var den første, der beskrev, at hjernens ekstracellulærrum skrumper 50% under iltmangel. Han brugte senere den viden sammen med en hardcore matematiker til at implementere nye algoritmer, som muliggjorde beregning af neurotransmitterkoncentrationer indsamlet ved mikrodialyse. Og kaliumelektroder blev sågar brugt af hans ingeniørven fra Nordisk Kollegium til at forudsige, hvornår betonkonstruktioner bryder sammen.

Anker blev headhuntet til Novo Nordisk i 1989, hvor firmaet opbyggede en stor CNS-division med fokus på lægemidler til psykiatriske sygdomme, epilepsi og iltmangel i hjernen. Ankers store viden om de patofysiologiske forhold i hjernen og hans beherskelse af en række elektrofysiologiske teknikker tilførte forskningsaktiviteterne på Novo Nordisk et løft, der næppe kan overvurderes. Hans store viden, erfaring, engagement og udadvendthed gjorde, at man lyttede, når han talte. Anker var en unik og karismatisk mentor for yngre forskere, specialestuderende og ph.d.-studerende, der ofte fortsatte en karriere inden for neurovidenskaben. Selvom han var opdraget i en langt strengere mentortradition, der karakteriserede dansk videnskab i 1960'erne, udviklede Anker sin helt egen stil. Unge forskere var ivrige efter at arbejde sammen med ham, ikke kun fordi han var inspirerende og kyndig, men også fordi han kunne se et videnskabeligt problem »upside down« og åbne nye perspektiver. Formen var ganske særlig – typisk startede han med udtalelser som: »Lad os da se på makværket«, men den var altid båret igennem af en oprigtig interesse for spørgsmålene, projekterne og de personer, han oplærte. Anker blev udnævnt til principal scientist på Novo Nordisk og professor ved Københavns Universitet.

I de sidste 15 år vendte Ankers interesse tilbage til de små blodkapillærer, som netop var det område, han arbejdede med i sine tidligste år. Det stemte fint sammen med Novos store succes med diabetesbehandling; og Anker kæmpede for, at firmaet også skulle fokusere på komplikationerne ved sygdommen. I denne periode publicerede han en række vigtige artikler, som gav ny viden om regulering af kapillærernes vækst og funktion.

Efter at have forladt Novo Nordisk i 2015 arbejdede han på Center for Translational Neuromedicine på Panum. Her oprettede han en produktion af kaliumelektroder og nåede at inspirere mange nye studenter.

Ankers studier skaffede ham international anerkendelse – nok fordi han var kompromisløs og hudløst ærlig i tilgangen til eget arbejde og videnskabelige data. Hans kompromisløshed kunne nok forskrække unge studerende, men den blev altid påskønnet til sidst. Hans udadvendthed og charme gav ham en stor international vennekreds, og også her var han respekteret som et stort menneske og en kompromisløs forsker. Anker var et af de mennesker, man altid glædede sig til at møde. Han fik altid en til at se det pudsige i svœre situationer, og det var umuligt ikke at smile. Hans interesser var mange. Fodbold – han spillede til det sidste. Studier af fugle var en livslang passion. Og så var der musikken! Interessen var alsidig og vidtspændende. Alle genrer – rock, jazz, klassisk. Selv var han en fremragende pianist. Musikaftener i hjemmet med verdensstjerner – eller med vores børn, der havde fået deres første violin – entusiasmen var lige stor.

Anker efterlader sig ud over sønnerne Magnus og Thomas døtrene Lærke og Nina og hustruen Anne, som han kun fik alt for kort tid sammen med. Vores dybtfølte tanker går til dem.

Steen Dissing

Henning Laursen

Helene Benveniste

Anders Fink-Jensen

Maiken Nedergaard