Bent Sørensen
8.3.1924 -30.7.2017
Bent Sørensen døde stadig aktiv næsten lige til det sidste.
Som læge, professor, forsker, debattør, aktivist mod tortur samt diplomat var Bent en ener – eller rettere ikke én ener, men flere – som hans livsforløb vidner om.
Som gastroenterologisk kirurg og dertil med praktisk baggrund i plastikkirurgi etablerede Bent gennem systematisk udvikling og forskning målrettet brandsårsbehandling. Den nyetablerede afdeling på Hvidovre Hospital blev ledende og mønstergivende i behandling af brandskader også i udenlandsk sammenhæng.
Før og samtidig med dette sad Bent i fakultetsrådet med indflydelse på lægeuddannelsen og fra 1973 som formand for det medicinske forskningsråd i det daværende EF ud over funktionen som dekan ved Københavns Universitet.
Alt dette fik en pludselig ende da Bent i 1984 tog mod et tilbud om at være DADL's repræsentant som formand for bestyrelsen af Rehabiliteringscentret for torturofre (RCT) (det nuværende Dignity). RCT og dets internationale overbygning IRCT genererede adskillige fremtidige og mangefacetterede arbejdsopgave rettet mod tortur. Således gav det Bent medlemskab i FN's komité mod tortur og senere i den europæiske torturforebyggelseskomité. Hvor disse råd før hans indtræden bestod af jurister, kunne han med sin medicinske baggrund give fornyelse og inspiration til arbejdet. Og det kom han til som »rejsende ambassadør« i arbejdet mod tortur og her ikke mindst i afdækning og kontrol af de fængsler, der af komiteens 40 medlemslande skulle undersøges. Her har Bent talt med fanger, fangevogtere, besigtiget forhold, tilbagerapporteret og foreholdt regeringer deres forpligtelser i forebyggelse og bekæmpelse af tortur. Derudover blev Bent en stærkt efterspurgt foredragsholder og kursusleder i flere og især internationale sammenhænge – funktioner han varetog sammen med og i tæt parløb med hustruen Inge Genefke, stifteren af RCT. Begge er blevet hædret med adskillige danske og udenlandske donationer og hædersbevisninger. Særlig glædede det Bent, da de begge hver for sig modtog lægeforeningens Barfred Pedersen pris.
Bent var i sine senere år formand for det rådgivende udvalg for Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, stiftet af Alan og Jette Parker's OAK Foundation. Donationer ikke mindst fra Parkerfamilien i respekt for Bent og Inges arbejde gav mulighed for oprettelsen af Anti Torture Support Foundation til støttefunktioner for påtrængende opgaver i torturbekæmpelsen – en fond som Bent indtil nu har bestyret. I sin »pensionist«-tilværelse var Bent med sine kampskrifter »Begik højesteret statskup« og »Tavshedens mur« optaget af, ja vred over det svigt mod internationale aftaler med FN og forsøg på omgåelse af grundloven ved Danmarks indtræden i Irakkrigen.
Bent havde i klar modsætning til de tunge emner, der udfyldte hans mangesidige virksomheder, et harmonisk liv med mange glæder. Han var munter, selskabelig og charmerende. En strålende vært og et naturligt centrum. Trods handikap efter en hjerteklapoperation og femuramputation var han fysik aktiv bl.a. indtil for få måneder siden som vinterbader. Han var velbevandret i musik og litteratur og slap gerne et velplaceret citat fra sig, og intet glædede ham mere, end når vi med Inge og ham kunne mødes ved gentagne operaforestillinger i Glyndebourne.
Bent var gift med sin kollega Kirsten Ammentorp, der døde i 1989. De fik 40 år og to sønner sammen. I sit andet ægteskab med Inge Genefke nåede han at fejre sølvbryllup.
Bents mangesidede virke er smukt beskrevet i Preben Lunds Portræt af Bent Sørensen: En smerte så stor. Et liv i humanistens og medicinens tjeneste. Nyt Nordisk Forlag, 2012.
Henrik Marcussen