Skip to main content
Mindeord

Ernst Øyvind Østraat

Steffen Ellebæk Petersen, Ulla Møldrup, John Bugge Nielsen, Klaus Møller Jensen, Hans Jørgen Kirkeby, Jan Solvig, Jesper Laustsen, Søren Schwartz Sørensen

12.2.1954-20.12.2018.

Øyvind Østraat blev ansat som nyretransplantationskirurg på Urologisk Afdeling på Skejby Sygehus i 2002, og med en egentlig transplantationskirurgisk uddannelse i Sverige bag sig betød han et højt prioriteret løft af nyretransplantationskirurgien i Aarhus. Forinden havde han på gæstevisit vist sine kirurgiske færdigheder ved den første laparoskopiske donornefrektomi i Danmark, og sygehusledelsen fandt herefter på forunderlig vis midler til en overlægestilling dedikeret til nyretransplantion og laparoskopi.

Øyvind Østraat stammede fra Stavanger i Norge, men søgte tidligt til Danmark og blev cand.med. fra Aarhus i vinteren 1983. Efter basal klinisk uddannelse i Danmark søgte han til Sverige og gennemførte en urologisk og transplantationskirurgisk uddannelse i Malmö og Göteborg med disputats fra Universitetet i Lund om immunsuppression. Han bevarede sin tilknytning til Aarhus og vennerne der og blev spøgefuldt kaldt for »skabsårhusianer«. Han tog selv kontakten til transplantationsteamet på Skejby og initierede dermed en frugtbar udvikling i de følgende år. Også uden for transplantationsarbejdet satte han sig spor, han blev en drivkraft i udviklingen af laparoskopisk og robotassisteret urologi og var blandt de første til at anvende laparoskopisk operation for ureteropelvin stenose og cryoablation af nyretumorer. Ikke kun de kirurgiske færdigheder blev påskønnet på afdelingen, han var med sin venlige charme og humor højt værdsat blandt personalet og kolleger og altid en efterspurgt deltager ved afdelingens fester. Også patienterne nød godt af hans rolige imødekommenhed og gode forklaringer på flot dansk tilsat lidt charmerende norsk accent. Samtidig var han lidt en ener og havde det ikke let med stramme arbejdsskemaer og timeregistreringer. Sammen med ringe påskønnelse af en stor arbejdsindsats fra en ledelse, der virkede mest optaget af produktion og skemalægning, var dette måske hovedårsagen til, at han fra 2013 udskiftede transplantationskirurgien med egen urologisk praksis på Mølholm Klinikken. Et valg som han den følgende tid virkede meget tilfreds med og lettet over. Det var således midt i en ny og glad fremtid, at han blev ramt af en hurtigt progredierende kræftsygdom og til slut måtte indlægges på sin gamle afdeling.

Han var af statur, men også som menneske og læge en stor mand, som vi alle vil savne.

Æret være hans minde.

Kolleganyt