Content area

Georgeta Minciu Voldum

3.3.1960-5.2.2019

Forfatter(e)

Susanne Fabricius, Kirsten Larsen, Anne Grethe Viuff

Et fint menneske, en dygtig kollega, en skøn og omsorgsfuld veninde er her ikke længere, Georgeta er død efter længere tids sygdom.

Georgeta blev født i Rumænien og voksede op under Ceaușescus styre i Câmpulung. Trods trange kår og store afsavn startede hun på medicinstudiet på universitetet i Timisoara og dimitterede derfra i 1987. Siden uddannede hun sig som tandlæge og færdiggjorde dette studie i 1993. Hun arbejdede både som læge og tandlæge i Rumænien, inden hun i 1997 tog til Danmark med ønsket om en bedre fremtid for både hende selv og datteren Andreea, der blev født i 1984.

Efter sprogundervisning, hvor hun hurtigt lærte flydende dansk, havde hun turnus i Kjellerup og siden i Viborg. Men det var psykiatrien der trak, og hun startede på speciallægeuddannelsen først i Viborg, siden Holstebro og Psykiatrisk Hospital i Aarhus. Efter speciallægeanerkendelsen arbejdede hun i Viborg og de sidste år, indtil sin død, som overlæge i Herning.

Hun var alle steder en yderst skattet kollega og læge. Hun var en skarp iagttager, nysgerrig, vidende og meget arbejdsom.

Hun elskede at rejse og sætte sig ind i andre kulturer og skikke og havde en udsøgt fornemmelse for sprogenes finurligheder. Hun kunne undre sig længe over sjove danske udtryk og så levere et endnu mere ejendommeligt rumænsk af slagsen.

I 2003 mødte hun Poul, som hun delte livet med lige til det sidste, og sammen havde de mange gode år i det dejlige hus ved Halle Sø.

Til Georgetas store glæde begyndte Andreea også at læse medicin, og Georgeta fulgte hende tæt og stolt igennem studiet og de første ansættelser som læge. Georgeta havde også den store glæde at opleve at få to dejlige børnebørn.

Georgeta glemte aldrig sine rumænske rødder og familie, hun var ofte på besøg, og efter faderens død i 2018 hentede hun moderen til Danmark, så hun kunne bo hos dem.

Georgeta var et meget privat menneske, og det tog lang tid at få lov til at lære hende at kende, og kom man til at presse hende for meget, kom der et lynende blik. Men samtidig var hun livlig, imødekommende og med en skøn underfundig humor i alle sociale sammenhænge og satte aldrig sig selv først.

Hun ville livet så meget og gik lige i hjertet på os alle, derfor rammer det så hårdt, at hun ikke er her mere.

Vore tanker går til Andreea, hendes familie, og til Poul, de har alt for tidligt mistet en mor, mormor og livsledsager.