Skip to main content
Mindeord

Gorm Jensen

Glamsbjerg Lægehus

Caroline Hoffman, Elke Baurichter, Rasmus Egede, Helle Aarenstrup Jensen, Karin Kjeldsen, Lasse Juel Andersen

Tidligere praktiserende læger i Glamsbjerg Lægehus

Lars Skytte Andersen, Lars Buch, Karen Margrethe Lønborg, Søren Friborg, Poul Schiøler

1.11.1934-12.12. 2018

Gorm blev som fanik student fra Sorø Akademi i 1953 og læge fra Københavns Universitet i 1961. Hans hovedarbejdsindsats lå i jobbet som praktiserende læge i Glamsbjerg Lægehus 1974-2003. I 1974 skulle man have været på Grønland, før man startede i lægehuset, og Gorm havde netop afsluttet seks spændende år i Maniitsoq (dengang Sukkertoppen). I lægehuset forventedes det også, at man engangerede sig fagpolitisk og organisatorisk, og Gorm var meget aktiv i videre- og efteruddannelsen på Fyn og gennem mange år formand for efteruddannelsesudvalget. På landsplan var han en af hovedmændene i etableringen af en samlet uddannelsesplatform for de yngre læger, der skulle i almen praksis (AMU-ordningen), og han var den første almenmedicinske praksiskoordinator i landet. På DSAM’s vegne indgik han som en af de første praktiserende læger i et samarbejde med andre videnskabelige selskaber bl.a. om urininkontinens. Arbejdet mundede ud i en fælles vejledning i urininkontinens, og han indførte på den baggrund væske-vandladnings-skemaet i almen praksis.

Gorm var meget flittig, ordentlig, samvittighedsfuld, men også stædig (konstruktivt kritisk) med lysten til at prøve nye ting og evnen til at føre dem ud i livet. Som påskyndelse for dette engagement fik Gorm i 2001 praktiserende lægers hæderspris Mahlerprisen og i 2002 den fynske Lægekredsforenings uddannelsespris – for pengene fra den pris valgte Gorm at købe skulpturen “Læsehesten” af Günther Grass (senere nobelpristager i litteratur) og stille den op foran de nye undervisningslokaler på det almenmedicinske institut i Odense.

Efter de 30 år i Glamsbjerg Lægehus flyttede Inge og Gorm i 2004 tilbage til Nordby på Fanø, hvor de begge stammede fra. Der fik de en god lang pensionisttilværelse. Gorm sad i 12 år og indtil kort før sin død i Fanøs Seniorråd (Ældreråd), de første mange år som formand. Derudover var han i bestyrelsen for Fanø Museum og meget engageret i den større ombygning, der netop er afsluttet. Indtil i år deltog Gorm hvert år i julefrokosten i lægehuset som en af “de tre vise mænd”, og karakteristisk nok var det vigtig for ham at sikre sig, at uddannelseslægerne i lægehuset trivedes.

Selvom Gorm var fagligt meget aktiv, var hovedfokus for ham gennem alle årene familien: Inge og børnene Thøger, Janne og Lene samt svigerbørn og de seks børnebørn. Vi vil alle savne Gorm, men også have mange gode minder om en stærk og nærværende personlighed.

Kolleganyt