Skip to main content
Mindeord

Gorm Wagner

Annamaria Giovanna Elena Giraldi

Professor, overlæge, ph.d.

Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København og Københavns Universitet

24.8.1930-24.7.2018

En pioner indenfor seksualmedicin og fysiologi er gået bort efter få dages sygdom.

Gorm Wagner blev læge fra Københavns Universitet i 1958 og havde derefter klinisk ophold på Trinity Lutheran Hospital, Kansas City, USA, og senere et forskningsophold på Rockefeller University i New York. Dette blev efterfulgt af et ophold i gynækologi og obstetrik på Rigshospitalet, inden han i 1964 blev ansat som forskningsassistent på Fysiologisk Institut på Københavns Universitet. Herfra han etablerede han sig som en anerkendt forsker indenfor først reproduktiv og senere seksualfysiologi og seksualitet. Han blev i 1968 lektor og senere ph.d.

Hans forskning omhandlede i begyndelsen uterus’ fysiologi, hormonelle ændringer under graviditet og fødsel, og han var bla. med til at udvikle metoder til at studere myometriet in vivo implanteret i levende kaniners ører. I begyndelsen af 1970’erne skiftede han til forskning indenfor seksualfysiologien med fokus på vaginas og penis’ fysiologi. Han bidrog med banebrydende studier af de kvindelige genitalias fysiologi. Han etablerede sig dog især som en verdensførende forsker indenfor impotens, senere erektil dysfunktion, og han udgav i 1981 den første bog i verden om rejsningsproblemer. Gennem hele sin karriere var han i front indenfor ideer til etablering af metoder til at belyse erektionsmekanismen og udvikling af lægemidler til behandling af rejsningsproblemer. Han var en ægte videnskabsmand og pioner indenfor sit felt. Altid foran sin tid med nye ideer. Han havde forskningssamarbejde både nationalt og internationalt, og unge forskere besøgte hyppigt hans laboratorium for at blive inspireret og lære målemetoder indenfor feltet.

I 1988 var han initiativtager til stiftelsen af The International Society for Impotence Research (senere International Society for Sexual Medicine), hvor han også sad som den første præsident fra 1988 til 1994. Derefter var han en af initiativtagerne til the European Society for Impotence Research (senere European Society for Sexual Medicine), hvor han også sad som den første præsident fra 1995 til 1997. Gorm Wagner var visionær indenfor feltet og så tidligt, at seksualmedicin var et nyt område indenfor det medicinske speciale, især da en større forståelse for seksualfysiologien gav mulighed for introduktion af medicinske behandlinger af seksuelle problemer. Gennem hans engagement udviklede seksualmedicin sig nationalt og internationalt og ændrede feltet fra at involvere en lille gruppe af læger interesserede i biologiske aspekter af sexologien, til flere medicinske selskaber med fokus på området. Et område, der senere er vokset til også at inkludere mere psykologiske aspekter af seksualiteten og fokusere på både mænd og kvinder.

I 1989 var han en af initiativtagerne til etablering af et videnskabeligt tidsskrift, International Journal of Impotence Research, hvor han også sad som en af to redaktører frem til 2002. Han indså tidligt, at det var nødvendigt med et specialtidsskrift, hvor forskere indenfor feltet kunne dele deres forskningsresultater.

Gennem årene formidlede han sin viden gennem en strøm af videnskabelige artikler, bøger, foredrag og film. Han producerede i 1975 bla. to film »The physiological responses of the sexually stimulated male and female in the laboratory«. Det var optagelser foretaget i laboratoriet på Panuminsitutttet, hvor man kunne se, hvad der fysiologisk sker hos mænd og kvinder ved seksuel stimulation. En film, der på den tid var utænkelig at producere andre steder i verden og stadig bliver brugt i undervisningsøjemed.

I 1972 etablerede han et ugekursus i basal sexologi for medicinstuderende ved Københavns Universitet, der kørte sideløbende med kursus i klinisk sexologi etableret af en af de andre pionerer, Preben Hertoft. På det tidspunkt var det hverken herhjemme og eller i udlandet normalt at indtænke seksualitet som noget, kommende læger behøvede at have viden om. Begge kurser eksisterer fortsat, nu som et fælles kursus, og udbydes to gange årligt til medicinstuderende i København. Hundredvis af læger har fået viden om sexologi gennem disse kurser, som de kan bruge i deres arbejde med patienterne.

Gorm Wagner var et engageret menneske. I sit arbejde, der medførte utallige rejser, hvor han på tur inviterede sine tre børn med og introducerede dem til en større verden udenfor Danmark. Men også udenfor den lægevidenskabelige verden var han engageret. Gennem sit arbejde i Amnesty Internationals lægegruppe, der bla. beskæftigede sig med torturofre, blev han idemand og initiativtager til filmen »Din nabos søn«, instrueret af Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen. Filmen skildrer, hvordan unge soldater i juntatidens Grækenland blev trænet til at udføre totur og går ind i bødlens psykologi, og om hvordan det kan ske alle steder. Samtidig skildrer den følgerne af tortur hos ofrene og deres familier. Gorm Wagners involvering i dette førte senere til opbygning af et center, sammen med hustruen Helle Larsen Wagner, på Filippinerne for behandling af torturofre. I deres arbejde var der bla. fokus på de ofte oversete seksuelle traumer, der følger torturofre.

Efter Gorm Wagner holdt op på Fysiologisk Institut på Københavns Universitet arbejde han nogle år som seniorforsker på Københavns Universitet og kørte som vagtlæge for Københavns Politi indtil få måneder før sin død.

Efter at have skåret ned på det akademiske arbejde, kom Gorm Wagners engagement til udtryk i driften af hans gård nær Viborg. Den udgjorde siden 1960’erne hans andet hjem, og det aktive kvægbrug gav ham måske mest mening af alle de forskellige projekter, han beskæftigede sig med gennem et langt og indholdsrigt liv. Han værdsatte at invitere den store familie til besøg på gården. Dette blev suppleret med en sen interesse for familien Wagners slægtshistorie, der førte ham rundt i landet, og til Tyskland sammen med Helle. Desværre blev de sidste år præget af hustruen Helles sygdom.

Gorm Wagner var et travlt, engageret, inspirerende, fremadsynet og generøst menneske for de mennesker, der omgav ham. Han var god til at lytte og inspirere andre og hans indflydelse på det seksualmedicinske felt har været uvurderlig. Jeg har haft den glæde at arbejde sammen med Gorm Wagner i en årrække og blive inspireret af ham og blive introduceret til sexologisk forskning og klinik, hvilket har præget hele mit professionelle liv.

Mine tanker går til hans hustru Helle, hans tre børn Elisabeth, Peter og Jakob og hans otte børnebørn.

Kolleganyt