?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Hans Christian Ørskov

3.5.1934-19.9.2017

Hans Majestæt Glemslen, til hvem den tyske videnskabsmand og satiriker Georg Christoph Lichtenberg med ironisk beskedenhed dedikerede sine værker, tager effektivt hånd om de fleste af sine undersåtter. Hans Ørskov forbliver en undtagelse – også fra den regel.

Som søn af en professor i fysiologi lå en videnskabelig karriere i kortene, og Hans blev allerede som medicinstuderende i Aarhus tilknyttet miljøet omkring den legendariske Knud Lundbæk på Medicinsk Afdeling M. Forskningsfeltet var diabetes, og perioden faldt sammen med et gryende gennembrud i præcis måling af hormoner ved hjælp af radioimmunologiske teknikker, hvilket Hans bidrog til med uset selvstændighed og sand opfindsomhed. Han udviklede sin helt egen metode til måling af insulin, glukagon og væksthormon og publicerede resultatet i Nature i 1968. Det blev startskuddet til en uhyre produktiv periode i dansk og international endokrinologi. Utallige er de videnskabelige artikler og disputatser, som han har stået fadder til, langtfra altid med navns nævnelse. Det var længe før begrebet tenure track blev opfundet, så den unge mand måtte selv skabe sin karriere i en mørk kælder og supplere de sparsomme indtægter fra midlertidige ansættelser som klinisk assistent med vagtlægekørsel i Aarhus og omegn.

Sådan var vilkårene, og om ikke andet blev fårene effektivt skilt fra bukkene. Med styrke og stædighed udviklede han Medicinsk Forskningslaboratorium og fik skrevet sin disputats i hvilepauserne. Forholdsvis forstandige mennesker fik ham omsider fastansat i et professorat i eksperimentel medicinsk forskning i 1983. Prodekan ved Fakultetet var han også, hvilket han bestred med finesse og brug af pragmatisme og overbærenhed over for det voksende bureaukrati. Hædersbevisninger kunne han ikke helt undgå, eksempelvis Hagedorn Medaljen, Knud Lundbæk Prisen og æresmedlemskab af flere videnskabelige selskaber. Som chef og kollega var Hans først og fremmest generøs og sprudlende opfindsom, men hans persona var en finurlig blanding af sky distance og genuin imødekommenhed. Selvværdet var der, men han skiltede aldrig med det, det lod han andre om. Man kan begræde, at mennesker af hans statur er så få, men det ville han selv blot have haft et overbærende skuldertræk tilovers for.

Hans sidste år var plaget af sygdom, hvilket han bar med stoisk ro og galgenhumor. Hvis man havde været så dum at spørge, om det gjorde ondt, ville han have svaret: ”Only when I laugh”. Hans var en af de store opdagelsesrejsende og efterlader med sin bortgang verden som et fattigere sted. Vores tanker går til hans livs kærlighed Karen og døtrene Lotte og Lise. Hans går ikke i glemmebogen.

Niels Møller

Jens Otto Lunde Jørgensen

Right side

Nr. 25/2017

Senest kommenteret

Styrelsen for Patientsikkerhed politianmelder flere læger
💬
1
Lars Pristed Jensen 12. dec 2017 22:41
Anders Beich: ”Sundhedsnyheder” i pressen lægger pres på almen praksis
💬
1
Kristian Rørbæk Madsen 12. dec 2017 21:16
Åndelig omsorg er et nyt forskningsfelt
💬
1
Torben Andersen 11. dec 2017 16:54
Har Danske Regioner scoret et selvmål?
💬
2
Annette Dam Fialla 11. dec 2017 10:07