Hans Erik Johnsen
13.5.1948-17.5.2018
Min nære ven gennem 33 år, Hans Johnsen, døde en tidlig morgen fire dage efter sin 70-årsfødselsdag.
I februar 1986, lige før en morgenkonference på Epidemiafdelingen skulle tage sin begyndelse, præsenterede en ny læge sig med umiskendelig nordjysk accent for kollegerne. Som selv etnisk jyde var det naturligt, at jeg overtog introduktionen af ham for kollegerne og sengeafdelingerne, og det blev starten på et varmt venskab. Hans var uddannet inden for hæmatologien i Aarhus og søgte til København for at lære allogen knoglemarvstransplantation hos pionererne på Epidemiafdelingen. Som en sidegevinst fik han luftforandring efter et smertefuldt forlis i privatlivet.
Det stod ikke skrevet over Hans’ vugge, at han skulle ende som professor i hjembyen Aalborg. Hans’ far var fagligt aktiv arbejdsmand på havnen, og moderen var hjemmegående, men takket være flid og begavelse blev Hans mønsterbryder. Til begavelsen hørte et enestående talent for at se vigtige forskningsmæssige spørgsmål og planlægge, gennemføre samt publicere projekter, der gav svarene på dem.
Under vejledning af Kissmeyer skrev han disputats og søgte derefter klinisk uddannelse i hæmatologi. Efter at have mestret knoglemarvstransplantologiens grundregler drog han i 1987 med sin Bente til Fred Hutchinson-centret i Seattle til 14 intensive måneder, med 24/7-klinik i månedsvis afvekslende med måneders intensivt laboratoriearbejde. Hjemme igen i 1988 fulgte ansættelse på Hæmatologisk Afdeling i Gentofte og siden Herlev på det, han kaldte ”afdeling for politisk hæmatologi”, og telefonen til Vejle blev hyppigt anvendt til akut faglig-juridisk rådgivning, når Hans var stødt ind i manglende forståelse for den rene linje, der var hans.
Derfor var det en befrielse, da han fik kaldelsen til barndomsbyen som professor, og jeg havde den glæde at opleve ledelsen på Aalborg Sygehus, i et møde med Vejle-ledelsen om forskning, med stolthed fortælle, at det var lykkedes dem at ansætte Hans Johnsen som professor. Hans’ stolthed var ikke mindre, især da man i gensidig forståelse skabte vilkår, så han kunne forblive boende i penthouselejligheden i Vester Søgade og passe både klinik og laboratorium – med SAS’ mellemkomst og i en periode fra en lejlighed i Aalborg Vest.
Det blev til mange frugtbare arbejdsår i Aalborg. Hans deltog efterhånden helhjertet i arbejdet med etablering af Universitetshospitalet og lægeuddannelsen, og hans ildhu aftog ikke med årene. Da vi spiste frokost sammen i begyndelsen af maj i år, var han fuld af planer for de kommende års forskning frem til den planlagte pensionering om fem år. Han var engageret i big data og personlig medicins hæmatologiske aspekter og sad i flere nationale arbejdsgrupper på området. Som forskningsleder tænkte Hans i strategier og paradigmer, og han havde altid det lange lys på. Som kliniker insisterede han på engagement og omsorg for patienterne; han kunne ikke med lønmodtagermentalitet og ligegyldighed.
Hans var som ven loyal, generøs og nærværende. Det var sjovt og intenst at være sammen med ham. På mange måder levede han som 70-årig op til den aldrende Leonard Cohen’s selvkarakteristik: ”just a kid with a crazy dream”. Han var livslang AaB-fan og spillede oldboysfodbold ugentlig i Fælledparken. Han havde sin hemmelige morskab over holdkammeraterne, som kaldte ham professoren, måske mere begrundet i spillestilen end i viden om hans metier. Hans elskede København, som kun en nordjyde kan, og han og Bente formåede at skrue en tilværelse sammen af det bedste i de to regioner. De var værter for en perlerække af fester gennem årene, selvom Hans var blufærdig over for røgelse, når han selv var dens genstand, og han unddrog sig 70-årsfejring ved at fortrække til Rom sammen med sin elskede.
To dage efter hjemkomsten var det slut. Han sov ind i et hjertestop nogle timer efter, at han for første gang klagede over stærke smerter i thorax.
Et tab for dansk og nordjysk hæmatologi – æret være Hans Johnsens minde.
Johannes Gaub