Skip to main content
Mindeord

Henning Bækgaard Laursen

Peer Liisberg og Poul Kjærsgaard Pedersen

4.1.1939–26.4.2019

Henning Bækgaard Laursen døde af en kræftsygdom 80 år gammel.

Han voksede op i Aulum mellem Herning og Holstebro som den ældste af i alt fem søskende. Henning blev en mønsterbryder. Han blev student som den første i familien fra Herning Gymnasium i 1958. I forbindelse hermed blev han tildelt et legat, som kunne hjælpe ham i gang med at studere medicin på Aarhus Universitet.

Beløbet betalte Henning tilbage i nutidens mønt ved sit 50-års-studenterjubilæum.

Henning blev cand.med. i 1966 og uddannede sig i intern medicin i det væsentlige ved hospitalerne i Aarhus. I 1979 erhvervede Henning den medicinske doktorgrad med disputatsen: »Congenital heart disease in Denmark 1963-73v174«.

I marts 1982 blev Henning ansat som overlæge på Medicinsk Afdeling, Kalundborg Sygehus, og var der indtil sin pensionering i 2011. I en periode var han sygehusets cheflæge.

Inden for det sidste årti havde Henning den store glæde, at patientmaterialet i hans disputats kunne anvendes til en efterundersøgelse. Det affødte flere artikler, der blev publiceret i internationale tidsskrifter med Henning som medforfatter.

Henning var ud over sit lyse hoved og kliniske dygtighed blandt andet karakteriseret ved en underfundig jysk humor. Han var meget interesseret i malerkunst og udfærdigede selv små akvareller med motiv især fra haven, som man tidvist fik som julehilsen. Henning havde også stor interesse for glaskunst og var en særdeles dygtig amatørfotograf.

Henning og hans hustru Tove fik to børn, og ved sin død havde han desuden tre børnebørn.

Både Henning og Tove har en stor familie, som de er nært knyttet til og indtil for få år siden inviterede de hvert år til stor sommerfest, som vi alle – familie og venner – glædede os meget til at deltage i.

Vi vil savne Henning – æret være hans minde!

Kolleganyt