Henning Kristensen

15.9.1931-13.2.2018

Kris er død. Kris var en beskeden mand uden behov for at omskrive tingene med fine ord og vendinger. Han voksede op i det midtvestjyske, læste til læge i Aarhus, og som tiderne var dengang med boligpligt, flyttede han og familien rundt mange steder i landet til de forskellige stillinger. Kris blev ortopæd.

I 1975 blev han overlæge ved det nye Haderslev Sygehus på den fælleskirurgiske afdeling. Da Ortopædkirurgisk Afdeling blev en selvstændig enhed efter kort tid, blev Kris administrerende og opbyggede afdelingen sammen med Ole Vibild. Han frasagde sig en del år senere stillingen som administrerende.

Kris kaldte sig selv knoglesnedker; han havde ikke brug for at skilte med titlen som overlæge. Han satte patienten i centrum, længe før begrebet blev opfundet. Trods betydelig fingersnilde og lyst til at bruge hænderne skulle patienterne ikke opereres, ”bare fordi vi kan”. Hvis det var sandsynligt, at en patient fik det bedre af at blive opereret, gjorde Kris det gerne, ellers valgte han konservativ behandling eller at se tiden an. På trods af det var afdelingen meget tidligt ude med at lave blandt andet hofte- og knæalloplastikker.

Kris kendte sit personale godt. Man kunne regne med hans støtte – hvis man havde handlet fornuftigt. Men hvis nogen ikke opførte sig passende, fik den formastelige det at vide kort og kontant. Kris var retfærdig og bar ikke nag. Afdelingens drift stod ham nær. Vi havde vide rammer, men ”hvis der er vrøvl, følger vi reglerne”. Hvis der ikke var mere at lave, måtte vi godt gå hjem før arbejdstidens ophør, men ve den arme stakkel, der efterlod sig én uskrevet epikrise. Således lå der ingen bunker med epikriser på Ortopædkirurgisk Afdeling, i modsætning til stor set alle andre. Kris var ikke til unødigt bureaukrati. Overflødige dokumenter underskrev han gerne med: "SMIL HKr, Set Men Ikke Læst". Han var en munter mand, altid god for en historie eller vits, gerne lidt vovet.

Kris nåede heldigvis at gå på pension, inden bølgen af sygehussammenlægninger begyndte. Det var processer, hans binyrer efter eget udsagn slet ikke ville have kunnet holde til. Hvis man kunne spørge Kris nu, ville han givet anføre, at han havde haft et godt liv, selv om de sidste år ikke var en dans på roser. Kris havde til det sidste stor støtte fra sin livsledsager gennem 60 år: Eija, og deres tre børn.

Æret være Kris’ minde.

Tyge Lind