Henning Paikin
11.9.1935-2.1.2017
Henning Paikin var både psykiater og psykoanalytiker, og det kom til at præge hele hans karriere.
Henning færdiggjorde lægeuddannelsen i 1962 og var i årene derefter reservelæge og 1. reservelæge på bl.a. Sct. Hans Hospital, Kommunehospitalet og Rigshospitalet. Han havde desuden korterevarende ansættelser på Justitsministeriets Psykiatriske Undersøgelsesklinik og ved Mødrehjælpens Mentalhygiejniske Rådgivningsklinik.
I 1974 blev han overlæge på KAS Nordvang, Afdeling R, hvor han var leder af en åben afdeling og et daghospital for patienter med kronisk psykose. Han etablerede en niche for læring om det psykoanalytiske grundlag for behandling og var en værdsat supervisor og underviser. Han oprettede psykodynamiske seminarer for både læger og psykologer og startede balintgrupper for reservelægerne på stedet, hvor de yngre læger frit kunne tale om oplevelsen af faglige og subjektive vanskeligheder i patientkontakten og dermed forbedre denne kontakt væsentligt. I 1980’erne blev psykoterapeutisk kompetence et obligatorisk krav til den psykiatriske specialistuddannelse, og de yngre læger drog stor fordel af den supervision, som Henning ydede dem. Han lagde vægt på at skelne mellem hhv. konversation/professionel samtale og konsultation/psykoterapi/psykoanalyse – en skelnen, der kunne stimulere psykiaterens evne til at lytte og kommunikere på forskelligartet måde. Han var desuden i en længere årrække delkursusleder vedrørende psykoterapeutiske behandlingsmetoder på de vordende psykiatriske speciallægers u-kursus.
I 1997 forlod han hospitalspsykiatrien og helligede sig sin psykoanalytiske og psykoterapeutiske praksis på Østerbro, København, og fik på den måde en stor betydning for talrige patienter, analysander og supervisander.
Gennem hele sit professionelle liv var Henning stærkt engageret i Dansk Psykoanalytisk Selskab, hvor han blev medlem i 1973, og hvis formand han var i 1985-1991 og på ny i 1997-2001. eI sin egenskab af træningsanalytiker deltog han i uddannelse af adskillige danske og svenske psykiatere og psykologer til psykoanalytikere.
I international psykoanalytiske sammenhænge, i International Psychoanalytic Association (IPA) og i de nordiske psykoanalytiske foreninger, gjorde han sig ligeledes gældende. I 1978 var han medstifter, og senere redaktør, af Scandinavian Psychoanalytic Review, og han var skandinavisk redaktør og boganmelder i The International Journal of Psychoanalysis.
Også organisatorisk spillede han en rolle i IPA, idet han i 2003-2007 var medlem af IPA’s etiske komité, og i perioden 1999-2004 var han medlem af IPA’s House of Delegates.
Henning var et meget arbejdsomt menneske, som stillede store krav til andre og til sig selv om etik og perfektionisme. Dette kunne indimellem af omgivelserne opfattes som en uforsonlig stejlhed, men det var altid båret af overbevisning, engagement og et ønske om at ville det bedste for patienterne og for psykoanalysen.
De sidste år blev præget af en fremadskridende parkinsonisme, som forhindrede ham i at udfolde sig, men frem til det sidste var han engageret i Dansk Psykoanalytisk Selskab og optaget af psykoanalysen og dens betydning i Danmark.
Han vil blive savnet i Dansk Psykoanalytisk Selskab og ikke mindst af sin ægtefælle, sin søn og svigerdatter og sine to børnebørn.
Bent Rosenbaum
Margit G. Jørgensen
John Vitger
Martin Lotz
Otto Nyeborg
Merete Katznelson
Thorkil Sørensen
Henrik G. Lund
Tove Mathiesen
Kirsten Ilkjær
Bernadette Buhl-Nielsen
Torsten Warrer
Bo Jensen Hou
Ida Schoubye Poulsen