Skip to main content
Mindeord

Jørgen Rygaard

6.2.1934-23.9.2016

Jørgen Rygaard, i daglig tale kaldet JR (med engelsk udtale), er opvokset på Djursland i en landbofamilie. Han blev student i 1954 fra Birkerød Kostskole og cand.med. i 1962. Efter turnus indledte han sin laboratoriekarriere på Statens Serum Institut og blev her interesseret i immunfluorescensmikroskopi, som han udviklede og dyrkede til perfektion resten af sit lægeliv. Han uddannede sig i patologisk anatomi på Kommunehospitalet, Sundby Hospital og Amtssygehuset i Gentofte, hvor han blev overlæge i 1974. I 1976 blev han chef på Patologisk Institut på Kommunehospitalet, hvor han forblev til sin pensionering som 70-årig.

JR er allermest kendt for sine »nude«-mus, som mangler thymus og dermed et thymusafhængigt immunapparat. Han fik dyrene fra Skotland, hvor man ikke så det samme potentiale, som han. Han fik arrangeret opstaldning på Kommunehospitalet, hvor han som den første påviste, at malignt humant tumorvæv kan transplanteres til »nude«-mus, og at tumorvævet bevarer mange af sine biologiske egenskaber. Modellen har været særdeles anvendt internationalt til studier af tumorvækst og behandlingsrespons. »Nude«-musen fandt også anvendelse på andre områder herunder diabetesforskning, som han interesseret lod sig rive med af og støttede. Da de kliniske funktioner på Kommunehospitalet ophørte i 1987, omdannedes Patologisk Institut, på initiativ af JR og med fremsynet støtte fra hospitalsdirektøren i Københavns Kommune, til Bartholin Instituttet. Formålet var forskning i kræft, immunologi og diabetes. JR blev chef. Det var opgangstider, og han var god til at finde ressourcer til den igangsatte forskning. Senere i sit karriereforløb blev han tillige professor først på Tandlægehøjskolen og senere på Københavns Universitet. Ud over en blomstrende privat patologipraksis brugte han også tid på Danmarks Radio, hvor han begyndte som studenterspeaker bl.a. ved Giro 413, men senere som fortæller ved mangfoldige naturfilm på tv, ligesom han lavede en seværdig film om Niels Kaj Jerne. Han fik efterhånden mange administrative funktioner, sad i adskillige råd og nævn, og blev ofte anvendt som rådgiver for de øverste chefer i sundhedsvæsenet. Efter pensioneringen flyttede JR til Hundested og tilbragte sit otium der. Han døde pludseligt af et dissekerende aortaaneurisme. Vi er mange, der mindes JR, specielt fra hans store tid med optimismen og entusiasmen omkring hans fantastiske »nude«-mus.

Karsten Buschard

Hans Petter Hougen

Knud Josefsen

Niels Græm

Kolleganyt