Skip to main content
Mindeord

John Larsen

19.4.1954-11.4.2018

Det er med stor sorg, at vi har modtaget den triste meddelelse om, at speciallæge i almen medicin, cand.phil., ph.d. John Larsen døde stille i sit hjem i Kerteminde om aftenen onsdag den 11. april.

John var praktiserende læge og cand.phil. i tysk, og hans skifte fra humaniora til lægevidenskab forekom ubesværet. Han bevarede sin kærlighed til tysk sprog og kultur og var en afholdt underviser i tysk på aftenskole gennem flere år. Efter lægevidenskabelig kandidateksamen gik John i gang med sin kliniske uddannelse stilende mod almen praksis. Som nyuddannet speciallæge i almen medicin med lyst til akademisk fordybelse opsøgte John Forskningsenheden for Almen Medicin og Forskningsenheden for Klinisk Farmakologi. Han blev indskrevet som ph.d.-studerende på Syddansk Universitet med et projekt vedrørende komplians for kolesterolsænkende lægemidler. John gjorde en stor indsats for etableringen af det dengang nye lægelige speciale i klinisk farmakologi. Hans hovedinteresse lå imidlertid inden for almen medicin. Under sit ph.d.-studie fungerede John som vikar for praktiserende læge på Langeland, og han kørte hyppigt lægevagt. Når John fortalte om sine oplevelser i den langelandske lægekonsultation og på de snoede langelandske veje, lod det ingen i tvivl om, at han skulle være praktiserende læge. John var god til patienter. Med sin varme personlighed, store viden og faglighed var han også meget afholdt af kollegaer. Han forsvarede i 2001 sin ph.d.-afhandling. Kort tid forinden havde han købt sig ind i en kompagniskabspraksis i Ullerslev. Som praktiserende læge fortsatte John som seniorforsker og senere leder af Specialeuddannelsen i Almen Medicins forskningstræningskursus i Odense.

John blev desværre flere gange ramt af alvorlig sygdom. På trods af svære odds lykkedes det ham hver gang at komme tilbage til både klinikken og sit universitetsjob. Den 7. december 2014 blev John offer for en tragisk ulykke. Han faldt uheldigt og pådrog sig en subdural hjerneblødning. Operation blev fulgt af langvarig koma.. Efter flere måneder kom John til bevidsthed. Han havde bevaret sit intellekt og ukuelige livsmod, men han havde pådraget sig svære fysiske handikap, der ikke kunne overvindes. Han måtte derfor opgive sin forskerkarriere og sin lægepraksis.

Vi vil huske John for hans vid, hans lune, hans venlighed og hans gåpåmod. Vores tanker går til Lene og deres fire voksne sønner.

Jørgen Nexøe

Morten Andersen

Susanne Berntsen

Lars Bjerrum

Kim Brøsen

Erik Falkø

Lars Gram

Dorte Gilså Hansen

Dorte Jarbøl

Mette Koefoed

Jakob Kragstrup

Anders Munck

Lise Stark

Jens Søndergaard

Kolleganyt