Skip to main content
Mindeord

Kristian

Kollegerne på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling V, Odense Universitetshospital

31.5.1975-13.11.2018

Det er uvirkeligt at tale om Kristian i datid. For Kristian selv var meget tilstedeværende. Men Kristian er her ikke mere.

Vi, hans nærmeste kolleger, lærte ham fra første øjeblik at kende som en helt enestående dygtig læge og et gennemsympatisk menneske. Altid opmærksom, altid respektfuld. Over for patienter, pårørende, studerende og kolleger.

Kristians konkrete handlinger i det daglige arbejde havde altid et større sigte. Samtidig tog hans offentlige kamp for lægers faglighed og patienters sikkerhed udgangspunkt i det konkrete møde med patienten, hvilket vi så under hans utrættelige frontkamp i Svendborg-sagen.

Kristian var et fagligt og menneskeligt fyrtårn, som man kunne og gerne ville pejle efter.

Når Kristian talte, gjorde man sig umage med at lytte. Når Kristian lyttede, gjorde man sig umage med at tale.

Kristians faglige engagementer var mange: I afdelingen stillede Kristian hyppigt, gerne og velforberedt op som opponent til Journal Clubs og som underviser. Selv midt om natten forpassede Kristian ingen chancer for at supervisere og gøre det kliniske arbejde til en undervisningssituation.

Kristian blev bl.a. derfor indstillet til – og fik – DASAIM's uddannelsespris i 2014. Samme år tildeltes Kristian OUH's uddannelsespris. Kollegerne på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling V hyldede ham i 2018 med den nystiftede kollegialitetspris.

Kristian mente, at man skulle ”walk the talk”. Han var ikke tilhænger af højtsvungne visionsslogans ovenfra, medmindre der fulgte konkrete initiativer med. Kristians bullshit-detektor var meget fintfølende. Han var antiautoritær i ordets allerbedste betydning; respekterede faglige argumenter, men ikke kritikløs hierarkisk autoritet.

I en faglig uenighed blev Kristian aldrig skinger eller højrøstet, men fremførte blot sin analyse af situationen og forklarede, hvilken baggrund han konkluderede ud fra. Oftest afsluttet med et lille smil.

Kristian lagde meget tid og energi i sit arbejde, men han var lige så god en ven som kollega. Han havde hele pakken. Når snakken faldt på sejlads eller familie, fik Kristian en særlig varm glød i øjnene.

Det gør så ondt på os alle. Vi tænker meget på Kristian og på, hvordan svær depression kan overvælde et så helstøbt menneske. Og på hans nære og store familie.

Læs flere mindeord over Kristian Rørbæk Madsen her:

Formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing

Yngre Læger, Overlægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Lægeforeningen, alle i Region Syddanmark, Foreningen af Praktiserende Speciallæger og Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Tobias Ramm Eberlein, Lotte Møller Smedegaard, Iza Alfredsen, Thomas Emil Christensen, Mikel Alberdi-Saugstrup, Lise Holm, Kasper Winther, Louise Lerche Navas, Martine Aabye og Ana-Marija Hristovska

Marianne Simonsen, Bodil Steen Rasmussen, Anders Morten Grejs, Lars Hein og Nanna Reiter

Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin: Stine Kähler, Mads Astvad, Mads Kristian Holten, Nanna Reiter, Peter Blom Jensen, Joachim Hoffmann-Petersen

Kolleganyt