Mette Arrøe

5.10.1948-18.8.2017

Mette Arrøe blev cand.med. i sommeren 1974. Allerede som student på Afdeling F, Gentofte, blev hun inspireret af Anders Frøland til at skrive om en dreng med Klinefelters syndrom. Hun målrettede derefter tidligt sin uddannelse i pædiatri, og efter reservelægetid på børneafdelingerne på Rigshospitalet og i Hillerød fik hun i 1982 kursusstilling i Glostrup. Derfra kom hun til Epidemisk Afdeling, Rigshospitalet. Fra 1985 til 1990 var hun 1. reservelæge på Hvidovre Hospital. Speciallægeanerkendelsen kom i 1986.

I årene på Hvidovre Hospital arbejdede hun med computervejledt respiratorbehandling. Samme sted foretog hun en retrospektiv opgørelse af handikap hos ekstremt for tidligt fødte børn og understregede behovet for veldefinerede inklusionsskriterier i opgørelser af den art.

Sammen med Birgit Peitersen skrev hun ”Neonatologi. Det raske og det syge nyfødte barn”, 1991. I 2014 udkom 4. udgave ved Birgit Peitersen & Ole Pryds.

Både på Hvidovre Hospital og i tidligere og senere ansættelser interesserede undervisning af studenter og sygeplejersker hende. Hun var klinisk lektor og vejleder.

Hendes hovedinteresse var og blev neonatologien, og efter 1. reservelægetid i Viborg og Hillerød var hun fra 1994 til 2006 ansat som afdelingslæge på afdeling GN, Rigshospitalet.

I samarbejde med kollegerne udarbejdedes organisation af udrykningshold og udstyr til sikker transport af børn, også fra Grønland, med fly, helikopter og ambulance til Rigshospitalet. Samarbejdet med Falck blev udbygget, så ambulancer til transport af syge nyfødte havde adækvat plads og udstyr.

Hun deltog i forsøg på dyr med ECMO (extra corporal membrane oxidation) og i behandling hermed.

Fra 2006 var hun ansat i HS administration i forbindelse med EPM (elektronisk patient medicinkort)

Mette Arrøe var en meget karakterfast person med en udpræget retfærdighedssans, myreflittig og ordentlig. Hun var respekteret for sit engagement og sin dygtighed.

I ferierne tog familien på vandreture, dog ikke de sidste år, som var præget af sygdom, således at hun havde svært ved at gå. Alligevel var hun flittig med håndarbejde og havearbejde i siddende stilling. Hun glædede sig om foråret til de nye frøposer og til at så og tage aflæggere fra planter. Hun havde grønne fingre. Mest af alt glædede hun sig ved samværet med dattersønnen.

Hun blev til det sidste passet af ægtefællen fra ungdommen, som hun efterlader foruden to voksne børn og barnebarnet.

Else Andersen