Skip to main content
Mindeord

Mogens Laue Friis

28.5.1946-29.11.2016

Mogens Laue Friis er død.

Mogens blev læge fra Københavns Universitet i 1972. Efter ansættelser på københavnske hospitaler, som også bragte ham hans elskede Ninna, blev han i 1982 speciallæge i neurologi. Mogens blev overlæge på Neurologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, i 1988 med primært funktionsområde i Epilepsiklinikken, men også i den generelle neurologi fungerede han som en begavet kliniker.

Videnskabeligt lå hovedinteressen inden for epileptologien. Disputatsarbejdet fra 1989 omhandlede antiepileptikas teratogene effekter. Senere arbejder vedrørte terapeutiske effekter af antiepileptika og genetiske forhold ved epilepsi. Som ekstern klinisk lektor var Mogens entusiastisk optaget af uddannelse af studenter og yngre læger. Han var en støttende ph.d.-vejleder og inspirator for yngre kolleger.

Mogens var medlem af Sundhedsstyrelsens Medicintilskudsnævn, heraf i ti år frem til 2013 som formand. Det var tydeligt, at arbejdet her var meget betydningsfuldt for Mogens – et arbejde, han var meget optaget af og dedikeret til. En stor indsats lå i systematiske revurderinger af medicintilskud i terapeutiske grupper af farmaka, der krævede Mogens’ store faglige viden og overblik, og som i flere tilfælde medførte betydelige offentlige besparelser. Møder med Mogens ved roret var inspirerende og aldrig kedelige!

I privatlivet var Mogens dybt interesseret i H.C. Andersens forfatterskab og biografi. Han var selskabelig, munter, glad for god mad og et godt glas. Mogens var ivrig golfspiller og fortalte gerne om en gang, hvor han fik hole-in-one, dog som han sagde, uden at han gik efter det. Mogens var stolt af sin familie, af sin Ninna og den karriere, hun skabte sig, og af sin søn Tobias. Man så aldrig et mere lykkeligt menneske, end da Mogens fremviste sin nyfødte søn på afdelingen.

Inden pensionering fra neurologien i 2012 vendte Mogens tilbage til den generelle neurologi, fra 2005 på Neurologisk Afdeling på Holbæk Sygehus. Man fik indtryk af, at Mogens opfattede denne tid som fuldbyrdelsen af en lang klinisk karriere. Desværre blev et kranietraume med svære intracerebrale blødninger en abrupt afslutning på et liv, som professionelt var i neurologiens tjeneste.

Vi har mistet en glad ven, en dygtig og loyal kollega. Vores tanker går til hans efterladte. Æret være hans minde.

Ole Kristensen

Gyllich Gulliksen

Marianne Juel Kjeldsen

Troels Torkild Sørensen

Birthe Pedersen

Karen Kolenda

Kolleganyt