Content area

Niels Guldmann

29.10.1925-21.11.2017

Niels Guldmann var en af de sidste af det første hold anæstesilæger i Danmark. Han kom fra Samsø, hvor han var søn af overlægen på Samsø Sygehus. Som 14-årig blev han sendt på Herlufsholm Kostskole, og i 1952 blev han cand.med. fra Københavns Universitet. Under studietiden mødte han sin senere hustru, Jytte, i Unge Akademikeres Kor.

Der var ikke en uddannelse til anæstesilæge i Danmark, så han og familien tog til Philadelphia, USA, på et Fulbright-stipendie. Her lærte han de anæstesiologiske teknikker, inklusive at skære en korkprop, så der kunne dryppe en helt præcis mængde æter fra en flaske. I Danmark fik Niels ansættelser på Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet og senest som administrerende overlæge på Sundby Hospital.

Han må have været en pioner inden for faget. Engang håndventilerede han en patient i tre døgn på en almindelig sengestue i mangel på en intensivafdeling på Bispebjerg Hospital. Niels holdt sig naturligvis vågen i de tre døgn, indtil patienten vågnede.

Niels var den første danske læge, der udførte ekstern hjertemassage. Teknikken havde han læst om i The Lancet. En nat på Kommune Hospitalet gjorde han forsøget, da en yngre kvinde kom ind med hjertestop. Hendes pupiller kontraherede sig under hjertemassagen, hvorfor Niels kunne konkludere, at massagen skabte cerebral perfusion. Han skrev om det i Ugeskrift for Læger. Kasuistikken blev dog først afvist ad flere omgange som "ungdommeligt sludder" af den daværende redaktør, Mogens Fog. I sin afvisning mere end antydede redaktøren, at beskrivelsen ikke kunne passe. Den korrespondance kunne ophidse Niels, selv mere end 50 år efter. Man forstår ham godt.

Han var meget engageret i sit fag og inspirerende at arbejde sammen med. Hvis man stod midt i en vanskelig intubation, kunne man altid ringe hjem til ham. Så kom Niels cyklende hjemmefra og ordnede sagerne. Han var en fremragende pædagog og underviste blandt andet på de tidligere WHO-kurser.

Efter pensioneringen boede Niels sammen med både sin hustru, sin datter og sit barnebarn. Han fulgte engageret med i kultur og politik, ikke mindst sundhedspolitik. Niels var et vidende og underholdende menneske. Han lærte sig i de senere år flydende italiensk og læste gerne bøger på både tysk, fransk og italiensk. I mere end 25 år nød han en årlig bridgeweekend i Sverige med tre kolleger, hvor der også blev diskuteret og fortalt historier.

Niels blev begravet på Sundby Kirkegård, med udsigt til sit gamle kontor, og efterlader sig sin hustru, datter og barnebarn.

Peter Hallas

Hejdi Gamst-Jensen

Jørgen Gabrielsen