Paul Gram-Hansen

Det var med stor sorg, vi modtog meddelelsen om, at vores gode kollega Paul Gram-Hansen var gået bort den 6.1.2019 efter et kort sygdomsforløb. Paul, der gik stuegang få dage før, er nu borte. En del af grundfjeldet er slået af.

Paul blev læge fra Aarhus Universitet i 1979 og uddannet hæmatolog på Odense Universitetshospital, hvor han var overlæge i en menneskealder. I 1998-2011 var han sideløbende en værdsat konsulent ved den hæmatologiske funktion på det daværende Haderslev Sygehus. Paul var en dygtig mediciner og hæmatolog med et sikkert klinisk blik og en enorm erfaring. Derudover var Paul en uovertruffen ekspert i fagets praktiske procedurer. Når en knoglemarvsundersøgelse eller lumbalpunktur var vanskellig, var ultimo refugio at kalde på Paul, og han fik det altid til at se let ud til patientens bedste – og til kollegaernes frustration. Patienterne var Pauls drivkraft. Han lagde et stort arbejde i såvel ambulatorium som stuegang og ledede det semiambulante afsnit for patienter med akut leukæmi. Patienterne og de pårørende havde en dyb tillid til Paul, og han svigtede dem aldrig. Paul kæmpede altid patienternes og de svagestes sag. Han var med et lidt slidt udtryk i sandhed ”patientens advokat”, men altid med afsæt i høj faglighed. Dette gjaldt i lægeerklæringer og udtalelser til myndigheder, i møder med forsikringsselskaber, gennem læserbreve og artikler og senest i diskussionen om det fornuftsstridige i tolkegebyrer.

Gennem mange år har Paul været med til at uddanne nye hæmatologer og give dem den ballast, som de får brug for nu, hvor han ikke er her længere. Både i det faglige og sociale liv var Paul et meget beskedent menneske. Ikke mange på afdelingen vidste, at Paul som ung var en særdeles talentfuld golfspiller, hvor han var med på juniorlandsholdet. Silkeborg Golfklub var vist nærmest en del af Pauls barndomshjem. Pauls far var mange år direktør for klubben, og golfen fyldte meget for hele familien og gjorde det også for Paul i de senere år, men mindre og mindre som aktiv golfspiller. Han kunne dog til enhver tid slå de yngre kollegaer i afdelingen, når det lykkedes dem at byde ham op til en runde.

Bag den lidt ydmyge og næsten generte attitude var man aldrig i tvivl om, at den diskretion og loyalitet, der blev hans patienter til del, også var gældende som kollega og ven. En samtale på det personlige plan med Paul var lige så givende og berigende som et fagligt råd eller oplysningen om en inspirerende erfaring. Paul havde således klare holdninger til politik, etik, sundhedsvæsenets kerneopgaver etc. og besad en dyb kulturel indsigt og interesse. Paul var også et privat menneske og talte ikke meget om sit familieliv og mangeårige ægteskab med Lisbeth. Men vi kendte alle til Pauls glæde ved sit familieliv og hans stolthed over og engagement i sine børn og børnebørns liv.

Vores tanker går til Lisbeth, børn, svigerbørn og børnebørn i denne svære tid.

Æret være Pauls minde.