Skip to main content
Mindeord

Pens. overkirurg Peter Chr. Rasmussen

Claus Bisgaard, Peter Christensen, Lene Hjerrild Iversen, Søren Laurberg, Knud Thygesen Nielsen, Finn Hanberg Sørensen

18.6.1949-1.2.2019.

Peter blev akut syg i hjemmet den 30. januar.

På få minutter blev han uklar, og ved ankomst til AUH, Skejby, var han bevidstløs, og døde af en encephalit – årsag ukendt.

Peter var et fyrtårn i dansk kirurgi, afholdt af patienter, sygeplejersker og kolleger for sin faglighed, redelighed, dybe omsorg og sit rolige, men insisterende væsen.

Peter fik sin kirurgiske uddannelse i Aarhus og Randers i 1980'erne.

Da Peter var en dygtig og ambitiøs kirurg, søgte han straks en chefstilling, da det gjaldt om at stå på kommandobroen for at styre skibet, samtidig med at han var dybt begravet i maskinrummet. Efter chefstillinger i Hjørring og Randers blev Peter headhuntet til Aarhus, hvor han virkede indtil pensionen. Peter var i mange år chef for Kirurgisk Afdeling på Aarhus Amtssygehus, der var specialiseret i kolorektal kirurgi og mamma-endokrin kirurgi. Da det blev umuligt både at være på broen og i maskinrummet, valgte Peter hjertebarnet – klinikken.

Peter var en fremragende kirurg og var centrum for udviklingen af den kirurgiske behandling af de mest komplicerede kræftsygdomme i tarmen. For Peter var evidens central. Da han var en sand iværksætter, skabte han frirum og midler til videnskabelig dokumentation af alle nye tiltag. Kollegaerne har haft stor glæde af hans lyst og evne til at supervisere.

Han var i bestyrelsen for den nydannede danske tarmcancer gruppe, første formand for sektionen for kolorektal kirurgi og medlem af Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe vedr. organisationen af kolorektal cancer-kirurgi.

For Peter var arbejdet en livsstil. Han gik aldrig hjem, før han havde tilset »sine« patienter.

Den måde, Peter arbejdede, på var et spejlbillede af hans privatliv.

Han var familiens »altvidende« rolige klippe, som, uanset hvor vanskelig situationen var, altid bevarede overblikket og med sindig og kyndig hånd søgte løsninger.

Gennem livet skiftede interesserne – dykning, jagt, have, drivhus, teater og Folkeuniversitet, men han var vedvarende passioneret af kortspillet Tarok. Alt var præget af passion – f.eks. tog han den store skippereksamen for at kunne stå på broen, når han sejlede med Agnes. For os er det næsten ubærligt, at Peter skulle dø så tragisk. Vores tanker går til Agnes, der har mistet sin ægtefælle, Tanja, der har mistet sin far, og Johanne, som har mistet sin far, som hun var dybt afhængig af.

En trøst er, at familien har et stærkt netværk.

Æret være Peters minde.

Kolleganyt