Søren Madsen

29.8.1943-17.6.2017

Søren Madsen voksede op på Frederiksberg. Søren var glad for fodbold og sejlsport. Han fik tre sønner Mads, Rasmus og Mikkel. Gennem hele sit aktive liv og som pensionist prioriterede han samværet med sønnerne meget højt, og han er nu savnet.

Han blev læge fra Københavns Universitet i 1969 og kom til Rigshospitalets afdeling P i 1973, hvor han fik sin speciallægeuddannelse i nefrologi. Søren var optaget af klinisk forskning og havde et mangeårigt tæt og positivt samarbejde med Løvens Kemiske Fabrikker. Han var pioner inden for udviklingen af det aktive D-vitaminanalog Etalpha. I 1980 forsvarede han sin disputats om dette emne. Han var en entusiastisk, markant og dygtig formand for Dansk Nefrologisk Selskab i perioden 1995-1999.

Søren blev i 1986 ansat som overlæge på Medicinsk Afdeling, Viborg Sygehus, med det formål at opbygge en dialyseafdeling og en nefrologisk funktion i Viborg Amt. Søren havde fokus på at få uddannet personale og var en fremragende underviser. Mange ting lykkedes for ham. Han var aktiv og handlekraftig med mange innovative tiltag. For eksempel fik han efter nedgangen af transplantationsaktiviteten som følge af debatten efter hjernedødskriteriets indførelse i 1990 ansat en transplantationsinformator på afdelingen med virke i hele Viborg Amt. Målet var at øge antallet af donorer og dermed transplantationsaktiviteten til gavn for patienterne.

I 1995 blev han stærkt opfordret af sygehusledelsen ansat som ledende overlæge på Nyremedicinsk Afdeling C på Skejby Sygehus. Det var en meget krævende ledelsesmæssig opgave, han hermed kastede sig over. Søren havde imidlertid visioner for både organisering af afdelingen og rekruttering af personale – visioner, som han med vilje, mod og styrke til modstand lykkedes med at føre ud i livet. Søren var fremsynet og indførte laparoskopisk donornefrektomi som det første sted i Danmark – en satsning, der viste sig at få betydning for levende donor-transplantation i hele Danmark. Derudover gjorde han en stor indsats for at støtte forskning gennem etablering af et professorat i en tid, hvor det var meget vanskeligt. Gennem hele sin ansættelse på Nyremedicinsk Afdeling bevarede Søren kontakten til klinikken, hvor han var meget vellidt blandt sine patienter, som han trofast fulgte i årevis. Søren satte sig spor i afdelingen, som endnu er ganske tydelige, og mange af hans ideer er stadigt levedygtige her ti år efter hans pensionering.

Det administrative kom dog til at beslaglægge for meget af hans tid, og han valgte at gå på pension. Desværre blev hans forventede aktive pensionisttilværelse hæmmet af sygdom. Han boede hele sin pensionisttilværelse på Frederiksberg og blev bisat fra Frederiksberg Slotskirke, samme sted hvor han var blevet døbt og konfirmeret.

Vi er mange, der er taknemlig over at have fået lov til at arbejde sammen med Søren Madsen.

Lisbet Brandi, Kaj Anker Jørgensen, Henning Danielsen, Stinne Kvist, Karin Skov, Johan Vestergaard Povlsen