Skip to main content
Mindeord

Tage Voss

12.7.1918-11.7.2017

Forfatteren og lægen Tage Voss sov stille ind aftenen før, han ville være fyldt 99 år. Mæt af dage og i de sidste år med en konstant erkendelse af alderdommens affældighed. ”Du skal ikke ønske dig at blive gammel”, sagde han ofte til mig og fortsatte på sin egen gnæggende og venligt kyniske facon: ”Selv på 98-årsfødselsdagen råbes: Han længe leve! Alligevel vil den, der lever længe, erfare, hvorledes man dør en smule hver dag. Så tier græshoppernes fidlen, så mister blomsterne deres duft. Så mister man smagen. Så bliver samtaler svære at følge. Musikken mister sin klang, så dør vennerne. Så mister man interessen”.

Gennem de mange år skrev Tage Voss utallige bøger, kronikker, klummer og debatindlæg på sin gamle Continental-skrivemaskine, som han købte brugt i 1936. Det kneb dog gevaldigt med tiden at fremskaffe brugbare 16-mm-farvebånd. Hans essaysamling "Status på skæret" fra 1954 om livet på en lille ø i Østersøen og i den store verden udkom i adskillige oplag – og siden blev han kendt som "Christiansølægen". Han skrev og talte bl.a. om miljøødelæggelse, nedværdigende behandling af syge og gamle, bureaukratiets tåbeligheder og politikernes slaphed over for verdens grådige.

Han dissekerede sig vedholdende igennem lag for lag af samfundsstrukturens syge væv for at afdække, om de vitale organer var intakte. Han blev ofte kaldt en gnavpot, fordi han revsede Snehvide og vores glansbillede af et velfærdssamfund. Knarvorn kunne det paradoksalt nok også fremstå, når han stillede skarpt på det enkleste: Hvordan skal social og medicinsk praksis saneres og holdes på et etisk og fagligt niveau, hvis der ikke løbende øves kritik? Hvordan skal teknisk modernisering og tidssvarende etisk standard sikres, hvis ikke gennem kritik, da systemets selvkritik oftest er utilstrækkelig?

Men Tage Voss blev for mange mere kendt som lægen med cigaren end som forfatteren med det skarpe blik og den hvasse pen. Han var et levende bevis på, at det ikke er ensbetydende med en dødsdom at tænde noget røgtobak. Han nød dagligt et passende om end aftagende antal cigarer foruden rødvin i afmålt mængde og jævnligt også et glas brændevin eller to. Han spiste fedtemadder, flæskesvær og fuldfed gammelost og udstillede puritanismen hos de mange sundhedsapostle, som længe har påduttet os en mere kedsommelig vej til et langt og forlorent asketisk liv. Heldigvis forblev vi rygende venner i knap 30 år.

Æret være hans minde.

Torben Ishøy

Kolleganyt