Per Thorvaldsen

11.8.1950-10.10.2016

Det var i 1981 – året, hvor hovedparten af lægerne strejkede i uge 21 – at jeg mødte Per første gang. Umiddelbart en noget tilknappet kollega, der passede sit arbejde og sine patienter. Han sagde ikke så meget, men – viste det sig – tænkte så meget desto mere, og bag hans umiddelbare lukkede facon fandt man et engageret, spændende og humoristisk menneske, som jeg lærte at sætte meget stor pris på.

Per var dengang engageret i lægegruppen i Amnesty International. Opfordret af gruppen valgte Per tortur som sit disputatsemne. Fokus var sydamerikanske flygtninge, og ved hjælp af tolke interviewede Per flygtninge, som havde været udsat for tortur, og sammenlignede dem med flygtninge, som ikke var tortureret. Netop brug af en kontrolgruppe var ikke gjort før (f.eks. ved beskrivelse af KZ-syndromet). Studiet viste, at det ikke var muligt – med det forhåndenværende materiale og metoder – at afgrænse et tortursyndrom, men stringensen i projektet fejlede ikke noget, hvorfor Per blev noget forundret over den voldsomme kritik, som han blev udsat for. En opponent – ex auditorium – bad Per gå hjem og reanalysere sine data, så de viste, at der var et tortursyndrom. Per holdt fast: ”Jeg går selvfølgelig ikke ind for tortur, men derfor skal jeg da ikke opfinde et syndrom”. Per undersøgte om og fandt ikke, at noget eksisterede; Per var en ægte forsker.

Efterfølgende blev Per involveret i Befolkningsundersøgelserne i Glostrup og blev en del af WHO-projektet MONICA. Pers andel var blandt andet at gøre rede for udviklingen i incidensen af apopleksi i en tiårig periode i et bestemt geografisk område. Det blev gjort systematisk i flere centre over hele verden i form af en detaljeret gennemgang af hundredevis af journaler efter fastlagte kriterier. Per valgte naturligvis at gennemgå hele det danske materiale selv. Arbejdet førte til en periode med et spændende internationalt samarbejde.

Per var grundig og seriøs i alt – lige meget om det drejede sig om større forskningsprojekter, klinisk arbejde, toastmasterrolle ved disputatser, total renovering af en lejlighed, reparation af gamle biler, valg af vin til maden. Intet var for stort eller småt. Men han glemte aldrig den humoristiske distance.

I de sidste år koncentrerede Per sin indsats i den daglige klinik som overlæge på Neurologisk Afdeling på Glostrup Hospital.

Per var et sjældent menneske, som vi er mange, der vil savne.

Torben Jørgensen