Skip to main content
Mindeord

Troels Bové

Finn Olander, Niels Bentzen, Niels Karsten Mørkbak, Anne Vibeke Schiødt, Lisbeth Kaldahl M. Møller, Kristian Kristiansen, Anja Bjørk Mortensen

29.6.1949-4.1.2019

Troels Bové er død efter længere tids sygdom.

Troels var den ældste i en søskende flok på seks (fire drenge og to piger) og født ind i en lægefamilie. Hans far var praktiserende læge i Nr. Lyndelse på Fyn og initiativtager til opførelsen af lægehuset der. Opvæksten med de mange søskende var fyldt med sjove oplevelser, og Troels fortalte gerne morsomt og underholdende om dem.

Efter embedseksamen på Odense Universitet og turnus på OUH blev han ansat på Ortopædkirurgisk Afdeling samme sted. Han blev tændt for kirurgien, men et vikariat i Nr. Lyndelse ændrede hans karriere. Han blev almenmediciner og blev optaget som kompagnon i sin fars praksis. Praksis var en 6-mands kompagniskabspraksis, hvor en kompagnon var professor i almen medicin ved Odense Universitet, hvilket prægede miljøet i praksis. De fleste af lægerne inkl. Troels var involveret i undervisning både af medicinstuderende og af yngre læger ved videreuddannelsen i almen medicin i Odense.

Han blev hurtigt grebet af fagpolitisk arbejde og blev først formand for praksisudvalget på Fyn og senere næstformand i PLO. Han fik Mahlerprisen for sit arbejde med profylakse i Fyns Amt. Troels var en skarp debattør – måske præget af opvæksten med fem andre søskende, hvor storebror gerne ville markere sig og have det sidste ord. Hans arbejdskapacitet var legendarisk. I praksisarbejdet var han hurtig og effektiv og så daglig et stort antal patienter – gerne nogle med kirurgiske problemer, som kunne klares i praksis af Troels.

I det fagpolitiske arbejde havde han en misundelsesværdig evne til hurtigt at sætte sig ind i et stofområde, hvilket siden også kom ham til gode i hans arbejde i patientklagenævnet.

Privat var han herlig at være sammen med – ofte munter, altid humoristisk med en »skæv« bemærkning, som f.eks. »Kun en tåbe frygter ikke haven« – hvorefter han og Lene købte et paradis af en park, hvor han elskede at boltre sig på sin havetraktor. Han var omsorgsfuld for sine nærmeste og sine gæster og kunne lide at synge og akkompagnerede selv på guitar.

Da sygdommen blev konstateret for en del år siden, var han fortrøstningsfuld – men som tilstanden udviklede sig, trak han sig mere og mere og lod sig pensionere.

Vore tanker går til Lene og børnene.

Æret være hans minde.

Kolleganyt